Det svier, når jeg tisser. Har jeg klamydia?

Vis spørgsmål

Kære Brevkasse

Jeg er en dreng på 15 år, som har et stort problem! Den seneste måned har jeg haft rigtig meget svie, når jeg tisser. Jeg har været på nettet og finde forklaringer, men det kan være alt muligt! Jeg er bange for, at det måske kan være klamydia.

For lidt over en måned siden mødte jeg en sød pige, som jeg nu er kæreste med. Vi har været i seng sammen et par gange, og den første gang er ca. en måned siden. Hun er min første kæreste, og jeg har ikke været i seng med nogen før hende. Kan det virkelig være rigtigt, at jeg så har klamydia?

Så kære brevkasse, hvad skal jeg gøre nu? Hvis det er klamydia, hvordan helbreder jeg det? Er det farligt? Og hvad skal jeg sige til min kæreste? Kan hun også have det, og hvad betyder det for hende?

Hilsen Den måske smittede

SVAR:

Hej med dig

Jeg tænker, du er nået langt med at finde ud af årsagen til din svie.

Svie kan være tegn på klamydia

Du beskriver, at du har fået meget svie ved vandladning efter dit første samleje. Den mest sandsynlige grund til det er en infektion, som er overført fra din kæreste, og måske er det klamydia. Infektion er mulig uden symptomer, og derfor kan du været blevet smittet af din kæreste, uden at hun selv mærker infektionen.

Gå til din læge

Jeg vil foreslå, at du bliver undersøgt af din læge, så du kan blive behandlet, hvis det er nødvendigt. Hvis lægen konstaterer, at du har klamydia, skal din kæreste også gå til sin læge og komme i behandling, da klamydia er en alvorlig sexsygdom.

Hvis du vil være sikker på ikke at blive smittet med en sexsygdom, skal du bruge kondom eller lade være at dele sex.

Du kan læse mere i vores artikler Sikker sex og sexsygdomme og 10 gode grunde til at vente med sex.

Venlig hilsen
Lars Dysager

Annoncer