Kærestesorg – kan I hjælpe mig videre?

Hej Adam og Eva. Jeg havde en kæreste i otte måneder, nu er det ca. fire måneder siden, han slog op. Vi var begge meget forskellige, men alligevel havde vi det fantastisk, når vi var sammen. Vi skændtes også meget, men på trods af det, har vi begge aldrig haft sådan et intimt forhold før. Da han slog op, gik min verden under. Jeg følte ikke bare, jeg havde mistet min kæreste, men også min bedste ven. Jeg har haft nogle kærester før, men det har aldrig været så intenst.

I de fire måneder, efter han slog op, er der sket en masse ting, som personligt er skelsættende for mig. Bl.a. skal jeg snart flytte hjemmefra og skifte skole i 3.g. Det har begge været store ting, som har fyldt en del og hjertesorg oveni har ikke været let. Selvom jeg har været ekstrem langt nede i den periode, har jeg også haft det fedt. Jeg har også set og været sammen med andre fyre.

Lige da han slog op, ramlede min verden sammen. Så blev det bedre, selvom jeg har haft det dårligt og haft mange ting at tænke på. Så kærestesorgen gik ligesom væk. Nu, ca. fire måneder efter, på vej hjem fra studietur fik jeg lige pludselig et helt afsindigt savn. Jeg savner ham SÅ meget. Det er som om, jeg har gået to skridt, siden han slog op, og så et tilbage nu.

Hvordan kan det være?

Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at komme over ham. Jeg har ryddet op i de ting, jeg havde fået fra ham, slettet beskeder og billeder, begyndt at løbe, set og været sammen med andre, læst bøger om kærestesorg og selvhjælp, talt med en psykolog, taget tid, taget kontakt til ham (og han ville ikke ses eller have kontakt. Også noget, som gjorde hjernedødt ondt...).

Han sagde den klassiske, da vi slog op. At 'han rigtig gerne ville være venner'. Jeg tog så kontakt (selvom jeg var knust) og så sagde han først, han ikke selv var klar. Så ringede jeg så for ikke lang tid siden, og der var han helt uforstående overfor, jeg ville ses og snakke. Jeg sagde til ham, at jeg havde haft det svært, der var sket meget, og at jeg ikke følte, jeg kunne komme videre, så måske ville det hjælpe at se og snakke med ham. Han fik det virkelig til at lyde som en byrde, så derfor gad jeg ikke.

Jeg kan ikke forstå, at han ikke husker, hvad vi havde. Han har aldrig lukket nogen ind i sit liv, det gjorde han med mig. Så hvorfor ikke bare benytte det? Jeg er 100 % sikker på, at han har ligeså meget brug for mig, som jeg har brug for ham.

Mit problem er nu, at jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre, for at komme over ham. Og komme videre. Der er bare ikke andre, jeg har ikke lyst til andre. Jeg er så knust.

Jeg håber af hele mit hjerte, du/I vil svare.

Tanker og hilsner

Cirkel, 18 år