Kære Bambi
På det du beskriver – ja så tror jeg, han har færre følelser for dig, end han vil stå ved.
Du har forsøgt at få kontakt til ham, og du har forsøgt at få ham til at tale lige ud af posen. Det er, som om han ikke helt vil stå ved, at han måske har mistet interessen for dig.
Når ord og handling ikke passer sammen
Jeg synes, det virker mærkeligt, at han kan skrive så søde ting til dig og tale med dig om alle hans drømme for kort efter at trække sig så markant. Jeg synes også, det er lidt mærkeligt, hvis han har været så glad for dig og ikke fortæller dig om sin lille hemmelighed med politiet.
Så alt i alt synes jeg, kontakten virker til at være ved at ebbe ud.
Hvad gør man ved det?
Det korte svar er, at man ser det i øjnene. Dit problem, kan man sige, er, at du stadig drømmer om ham og savner ham, og du har lyst til, at der skal være mere, end der er. Du har været rigtig forelsket, og det er måske ikke længere gengældt.
Det medfører noget helt naturligt her i livet, nemlig at man sørger. Man bliver liggende i sengen. Man orker ikke at stå op. Man kan ikke koncentrere sig osv.
Kærestesorg vil i langt de fleste tilfælde aftage efter en tid. Det vil formodentlig gøre godt at opsøge nogle veninder, du kan tale med, og forsøge at gøre gode ting for dig selv.
Hvis du klikker ind på vores tema Kærestesorg, finder du nogle artikler og svar, hvor du kan vælge at læse det, som ser ud til at være relevant for dig
Lige nu tænker du, at I ikke kan arbejde sammen mere. Sådan føles det lige nu, og bliver det ved, så kan det jo være, det er en god ide at finde et andet job.
Venlig hilsen
Steen Kruse