Jeg fortryder samleje og er bange for, jeg er gravid

Vis spørgsmål

Hej jeg er en pige på 15 år. Jeg havde sex med min kæreste den 21., 24., 25. december og 1. januar.

De tre første gange havde vi beskyttelse på halvdelen af tiden, og efter lidt tid tog vi det af, og han nåede at tage den ud, før han kom.

Min næste menstruation skal starte cirka 10. januar, men den er ikke rigtig til at stole på. Jeg har ikke taget en test endnu eller snakket med min mor; tør ikke sige det.

Jeg er bange og fortryder det så meget :(

Hilsen Mig 

SVAR:

Kære dig

Jeg kan godt forstå, du er bekymret. Det har du desværre også grund til at være, for du kan godt være gravid.

Mulighed for graviditet

Ægløsning sker ca. 14 dage før menstruationen. Det vil sige, du havde ægløsning omkring den 27. december. Selv om din kæreste ikke fik udløsning inde i dig, vil der under samlejet være kommet lidt sædvæske ud, som kan indeholde sædceller. Så samlejet den 25. kan godt have efterladt nogle levende sædceller inden i dig, som var klar til at befrugte ægget den 27. Sædceller kan nemlig overleve flere dage, måske helt op til fem dage.

Når det er sagt, er sandsynligheden ikke så stor. Jeg kan ikke sige hvor stor, men jeg håber for dig, du er sluppet med skrækken for denne gang. En graviditetstest vil først vise positiv omkring det tidspunkt, hvor du skulle have din menstruation, og nogle gange først nogle dage senere. De billigste graviditetstest, jeg har set i en butik, er til ca. 30 kr., men de kan fås overalt og billigere på nettet.

Hvis du ikke er gravid

Hvis du ikke er gravid, er der kun én vej – og det er at lære af dine fejl. Du er ikke den første, der har prøvet at være bekymret sidst i en menstruationscyklus, for det kan være rigtig svært at være fornuftig og tænke sig om, når man er sammen med sin kæreste – og derfor anbefaler jeg altid at tænke sig godt om og træffe nogle beslutninger på forhånd.

Spørgsmål til overvejelse

Jeg synes, du skal stille dig selv (og måske din kæreste) følgende spørgsmål:

  • Hvorfor tog vi kondomet af halvvejs?
  • Hvorfor brugte vi ikke kondom den sidste gang?
  • Er sex denne her usikkerhed værd?
  • Hvad med kønssygdomme? (Hvis han eller du har været sammen med andre, burde I blive testet for det).
  • Skal vi overveje at gå et skridt tilbage og udsætte det seksuelle, til vi er gamle nok til at leve med de konsekvenser, der kan følge med? 

Brug prævention

Hvis du fortsat vil dyrke sex, synes jeg, du skal overveje at bruge en anden form for prævention. Kun kondom beskytter mod (de fleste) seksuelt overførte sygdomme, men der findes flere andre slags, der beskytter bedre mod graviditet. Du kan læse mere i vores artikel Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet? og få nærmere rådgivning hos din læge.

Uanset hvilken form for prævention, du vælger, er du aldrig beskyttet 100% mod graviditet. Flere metoder virker rigtig godt, men i nogle få tilfælde bliver man alligevel gravid. Det er en af årsagerne til, at jeg synes, det er en rigtig god idé at vente med sex, til man er i et solidt forhold, der også kan rumme et barn.

Sex og følelser

En anden grund er, at sex er mere end eufori og forplantning. Det skaber en forbindelse på et dybt følelsesmæssigt plan, og hvis man deler det for tidligt eller med flere, giver man køb på noget dyrebart. Det er nemt at blive såret, og det kan være svært at stole på og give sig rigtigt hen til sin næste partner. Jeg tror, det kun kan lade sig gøre at få det fulde udbytte af sex, hvis man er forbundet permanent med sin partner. Du kan læse mere om det i vores artikel Sex og følelser.

I et ægteskab hører man sammen i tykt og tyndt, og den anden accepterer og elsker en. Der vil sex være en måde at gøre den relation endnu bedre. Det er kærlighed, og det tror jeg egentlig er det, vi mennesker trænger allermest til. Ikke så meget euforiske oplevelser – selv om de bestemt også hører med til et godt ægteskab.

Hvis du er gravid

Hvis du er gravid, er der ingen vej udenom at fortælle det til din mor. Hun vil forhåbentlig bakke op om dig, selv om hun uden tvivl er ked af situationen. Mange vil med det samme anbefale en abort til en pige i din alder, men jeg håber, du kan finde nogen, der vil rådgive dig nuanceret, for det er din beslutning. Det er dig, der skal leve med den, uanset hvad du vælger. En abort kan have meget langvarige følelsesmæssige konsekvenser, men det er naturligvis heller ikke uden omkostninger at blive mor.

Hos Abortlinien og Mødrehjælpen kan du få gratis rådgivning, ligesom du også er velkommen til at henvende dig her igen. Du kan også læse vores artikel Uønsket gravid – hvad gør du?

Kærlig hilsen og varme tanker
Amalie

Annoncer