Ikke gravid efter 8 måneder – kan der være noget galt?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg står i den situation, at jeg stoppede med mine p-piller for lidt over 8 måneder siden, fordi min forlovede og jeg blev enige om, at vi gerne ville have et barn, han er 25 og jeg 20.

De 2 første måneder efter p-pille stoppet, var min mens uregelmæssig, men begyndte så at komme til tiden. Min cyklus varer normalt 28 dage, hvor min blødning stod på i godt og vel 4-6 dage, og kom til tiden som den ellers skulle, men de sidste to måneder er min mens begyndt at komme for sent eller for tidligt, og 2 gange i løbet af en måned, med godt 14-17 dages mellemrum.

Har testet, om jeg var så heldig at være gravid, men den er desværre negativ. Min læge ønsker ikke at undersøge mig, selvom jeg er bange for, jeg ikke kan blive gravid, især nu når min cyklus er så uregelmæssig.

Jeg er rigtig bange for, om der er noget alvorligt galt, eller om min krop bare udstøder alt, der kunne have været en graviditet, meget tidligt.

Har du nogensinde hørt om dette før? Eller har du nogen idé om, hvad der kan være galt?

Vil dog stadig prøve, om jeg kan få min læge til at undersøge mig alligevel.

Desuden vil jeg gerne høre, hvordan en undersøgelse for barnløshed foregår.

Hilsen den fortvivlede.

SVAR:

Kære Den fortvivlede

Hvor er det dejligt, at du og din forlovede har besluttet, at I er parate til at få et lille barn. Jeg vil komme med nogle tanker og linke til andre artikler, som jeg håber, kan være med til at give svar på nogle af dine spørgsmål.

Cyklus efter p-pille stop

Du skriver, at du har haft en fast cyklus på 28 dage, og efter du er stoppet med p-piller er din menstruations cyklus blevet mere rodet.

Ud fra det, du skriver, ser jeg ikke noget unormalt, for når du tager p-piller, bliver din cyklus holdt kunstigt på 28 dage, selvom du før havde en længere, kortere eller uregelmæssig cyklus. Så når du stopper med p-piller, vil din krop efter nogen tid omstille sig til din normale cyklus, som du havde før, du begyndte på p-pillerne. Det er normalt, at der kan gå flere måneder, før din krop har udskilt de hormoner, som p-pillerne indeholder, og at du vender tilbage til den cyklus, du havde før p-pillerne. Det kan også have indflydelse på ægløsningstidspunktet og derved gøre det sværere at blive gravid.

Hvis de uregelmæssige blødninger fortsætter (med 14-17 dage imellem) og/eller du får smerter, er det vigtigt, du kontakter lægen og bliver undersøgt for en evt. betændelsestilstand i livmoderen.

Manglende graviditet

Jeg er bange for, jeg ikke kan blive gravid. Jeg er rigtig bange for, at der er noget alvorligt galt.

Din bekymring, om du kan blive gravid, og om der er noget galt med din krop, er helt normal. Sådan har mange par det, når de har været i gang med “projekt baby” i nogen tid. Grunden er ofte, at man har et utroligt stort ønske om at blive gravid og også forventer, at det nok sker inden for nogle måneder. Derfor bliver det en skuffelse, hver gang testen viser negativ eller menstruationen kommer.

Den konstante skuffelse og en begyndende frustration om “Kan jeg så overhovedet blive gravid?” kan godt påvirke kroppens proces og gøre det sværere at blive gravid. Derfor er det vigtigt, at du og din forlovede kan finde ro i jeres “projekt baby” uden alle de bekymringer og i stedet bruger tid på at nyde hinanden og snakke om de udfordringer, forældreskabet kan byde på.

Undersøgelse for barnløshed

Min læge ønsker ikke at undersøge mig, selvom jeg er bange for, jeg ikke kan blive gravid, især nu når min cyklus er så uregelmæssig. Desuden vil jeg gerne høre, hvordan en undersøgelse for barnløshed foregår.

Du skriver ikke, om din læge har forklaret dig, hvorfor hun ikke ønskede at undersøge dig, men det er vigtigt, du har en læge, der tager dig og dine bekymringer seriøst. Når det er sagt, er det vigtigt at skrive, at lægerne ikke så gerne foretager undersøgelser for barnløshed, før parret har forsøgt i 1-2 år uden held.

Jeg har fundet en artikel, som blandt andet beskriver de forskellige undersøgelser for, hvorfor man ikke kan blive gravid samt behandlingsmuligheder: Når det ikke lykkes at blive gravid.

Du kan også læse svaret Ikke gravid efter 14 måneder – skal vi undersøges?

Jeg håber, mit svar kan være med til at skabe ro for dig og din forlovede. Hvis du ikke synes, du har fået svar på det hele, eller det har skabt nye spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen
Hannah Søvndal

Annoncer