Hej P
Tak for dit spørgsmål til A og E. Det er altid godt at få sat ord på det, der fylder.
Det tekniske
Det er ikke unormalt, at der går noget tid, inden man kan blive gravid. De fleste prøver i mere end et halvt år, inden det lykkes. Der kan gå lidt ekstra tid, når man i en længere periode har taget p-piller. Sandsynligvis har din krop brugt de første 3 måneder til at finde sin egen cyklus igen.
Under alle omstændigheder så kan det, at man føler sig presset over at skulle være gravid, gøre, at der kan gå endnu længere tid, inden det lykkes. Så i første omgang, er det bedste, du kan gøre, at tage det stille og roligt og give det tid.
Hvad det hvide, du får ud af dit bryst, er, det ved jeg heller ikke.
En udfordring
Nå det tekniske så er sagt, så vil jeg udfordre dig lidt. Det lyder på mig, som om du har lidt travlt med at skulle have børn. I virkeligheden er du jo 19 år og har masser af tid.
Du fortæller, at din kæreste har to børn fra tidligere forhold, så han må være lidt ældre end dig? Kan du føle dig presset af, at han er ældre og måske gerne vil have flere børn snart? Eller hvad er det, der gør, at du føler, det skal gå så stærkt?
Børn har brug for stabile forældre
Nu ved jeg jo heller ikke, hvor længe I har været kærester, men det er en rigtig god ide at lære hinanden rigtig godt at kende, inden man begynder at få børn sammen. Et parforhold skal kunne holde til meget, når man først har fået børn sammen. I skal jo sammen opbygge en familie, der kan holde sammen, også når der kommer diverse udfordringer. Børn har brug for forældre, der holder sammen. Jo stærkere parforholdet er, når børnene kommer, jo mere trygge føler børnene sig.
Når din kæreste har været i et andet forhold og har børn i forvejen, har du og han måske ekstra meget brug for at få talt om følgende:
- Er vi begge enige om, at vi vil have børn sammen?
- Hvis ja, hvornår føler vi os klar til det?
- Hvad kan vi gøre, for at vores forhold bliver stærkt nok til at klare de hårde år, med små børn og dermed skabe en tryg og god ramme for dem?
Det er ikke for at være en"lyse-slukker", men disse overvejelser hører også med til billedet. Derfor er det vigtigste, at du dybest inde selv er klar til at tage det store ansvar, det er at sætte børn i verden.
Jeg håber, mit svar giver mening for dig, og at du kan bruge det til noget.
Kh. Marianne