Hej N
Tak for din besked til os. Godt, du reagerer på, at dine tanker kører rundt, og at du føler dig bekymret. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig. Du stiller tre spørgsmål, og jeg har derfor prøvet at dele mit svar til dig op i tre.
Symptomer på klamydia
Klamydiainfektion er en bakteriel infektion og er den hyppigste seksuelt overførte sygdom i Danmark. På lægesprog har vi noget, der hedder inkubationstid. Det er den tid, der går fra bakterien overføres, til man begynder at få symptomer. For klamydia er inkubationstiden 5-21 dage. Hos op til 50% mænd og 75% kvinder kan man dog godt have klamydia uden symptomer, og man kan faktisk have haft en infektion i flere år uden symptomer.
Derfor kan du eller din kæreste have haft klamydia i længere tid og smittet den anden i forholdet, uden I har haft symptomer på infektionen før for nylig. Med stor sandsynlighed er en af jer dog blevet smittet inden for de seneste to år.
Læs mere i vores leksikon om klamydia.
Klamydia og graviditet
Kan klamydia gøre det svært at få børn? Det korte svar er ja. Det skyldes, at en af komplikationerne ved klamydiainfektion er, at bakterien kravler videre fra skeden til livmoderen og æggelederne. Her vil der kunne opstå en betændelsestilstand, og hvis ikke den bliver behandlet, kan det føre til øget risiko for graviditet uden for livmoderen og også øget risiko for sterilitet. At dette kan ske, betyder ikke nødvendigvis, at det sker. Man antager, at infektion af æggelederne sker i mindre end 10% af de ubehandlede tilfælde.
Da du har fået behandlet din klamydiainfektion, anbefaler jeg dig som udgangspunkt at være optimistisk. At prøve at få et barn er en spændende og stor beslutning, og det er meget almindeligt at få mange tanker og bekymringer, om det kan lade sig gøre. Når du er blevet gravid, vil nye bekymringer komme op: Er barnet sundt og rask? Hvordan vil fødslen gå? Når barnet bliver født, vil der igen blive nye bekymringer: Udvikler barnet sig normalt?
Det jeg prøver at sige er, at med kærlighed til et nyt liv følger bekymringer. Jeg vil anbefale dig at arbejde med dine bekymringer allerede nu. Tal med din kæreste om dine tanker. Det er også en god idé at tale med en god veninde eller en ældre kvinde, fx din mor. Måske kan det hjælpe at føre dagbog. Tag dig selv seriøst, og lad ikke bekymringen stikke af med dig.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Sådan bliver du gravid.
P-pille-stop
Det er forskelligt fra kvinde til kvinde, hvornår ens cyklus igen bliver normal, efter man er stoppet med p-piller, så jeg kan desværre ikke give dig et helt klart svar. Som hovedregel siger man, at p-piller ikke nedsætter fertiliteten, også selvom man har brugt dem i mange år. Tidligere p-pille-brugere er ikke længere om at opnå graviditet end ikke-brugere. Derfor er mit bedste svar, at det må du vente og se.
Hvis I ikke inden for et år er opnået at blive gravide, kan I få en henvisning af jeres læge til en fertilitetsklinik. For mig at se er der dog lang tid til, at I er der. Så lige nu vil jeg anbefale dig at omfavne et nyt kapitel i dit liv, hvor der ikke er så meget kontrol, som du kunne ønske. Som før nævnt er det derfor vigtigt at dele dine tanker og bekymringer hen ad vejen med en eller flere, du stoler på.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Jeg ønsker jer al mulig held og lykke med at prøve at få et barn, og håber, I vil nyde det spændende og udfordrende eventyr, det er. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Bedste hilsner,
Amalie