Hej A
Tak for dine spørgsmål til brevkassen. Godt, at du allerede har været hos din læge og fortalt om dine blødninger.
Blødning efter samleje
Små blødninger kan være helt normalt efter samleje. Det brune blod, betyder blot, at der er tale om gammelt og størknet blod. Blødningerne er ikke i sig selv grund til bekymring, da de ofte skyldes små rifter i den slimhinde, som skeden består af. Andre har en livmoderhals, der let bløder ved berøring, som når penis kommer i kontakt med den under samleje.
Kan det mon tænkes, at der for dig er en sammenhæng mellem dine blødninger, og at du er startet med noget hormonbaseret prævention som fx p-piller eller minipiller? Små blødninger i den forbindelse er en ikke sjælden bivirkning.
I sjældne tilfælde kan kontaktblødninger, som blødningerne kaldes, være tegn på kræft i livmoderhalsen. Hvis ikke din læge allerede har taget et celleskrab (SMEAR), vil det være vejen frem for at udelukke celleforandringer i livmoderhalsen, som kan være forstadiet til kræft.
Jeg tør hverken be- eller afkræfte, om lægen vil kunne se kræft i din livmoder og æggestokke på en scanning. Umiddelbart tænker jeg, en kræftknude skal have en vis størrelse for at kunne ses. Det synes jeg, du skal spørge din læge eller gynækolog om.
Klamydia
Hvad angår dit spørgsmål om klamydia, så ser jeg ikke andre muligheder for, at du er smittet end, at din kæreste på et tidligere tidspunkt har været det og er blevet fri for infektionen, før han er blevet testet negativ. Eneste alternativ skulle være, at resultatet af din prøve er falsk positivt. Måske skal du tale med din læge om din undren?
Jeg tror, på baggrund af det, din læge har sagt, din alder og det faktum, at du ikke har haft mange forskellige sex-partnere, ikke du skal være nervøs for at have kræft. Men jeg tænker, du med fordel kan bede din læge om nogle uddybende forklaringer, så du kan føle dig tryg i de undersøgelser og konklusioner, han eller hun er kommet frem til.
Alt det bedste til dig.
Med venlig hilsen
Louise