Er screening for livmoderhalskræft relevant, hvis man er jomfru?

Vis spørgsmål

Hej, jeg fik, da jeg blev 23, tilbud om screening for livmoderhalskræft, men havde ikke mod på at få lavet undersøgelsen. Desuden har jeg flere veninder der siger, man ikke behøver at få lavet undersøgelsen, når man stadigvæk er jomfru, fordi man så ikke kan være smittet med HPV, er det sandt?

Nu går jeg så og overvejer, om jeg alligevel skal få lavet screeningen, selvom jeg er jomfru (hvilket jeg synes er mega pinligt at skulle sige til lægen), men mit tilbudsbrev er jo et par år gammelt.

Kan jeg stadigvæk godt bestille en tid til screeningen, eller får man et nyt på et tidspunkt, når man ignorerede det første?

Behøver jeg overhovedet at få lavet screeningen, når jeg ikke har haft sex?

M, 25 år

SVAR:

Hej M

Jeg kan forstå, du er jomfru og er i tvivl, om det er relevant for dig at få en undersøgelse for livmoderhalskræft hos din egen læge.

HPV og livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft skyldes i de fleste tilfælde HPV, som du også selv nævner. HPV overføres seksuelt, og anden form for overførsel er meget usandsynlig. Så længe du er jomfru, tænker jeg derfor ikke, det er relevant at blive screenet for livmoderhalskræft.

Hvis du på et tidspunkt ikke længere er jomfru, så kan det være relevant for dig at blive en del af screeningsprogrammet for livmoderhalskræft. På det tidspunkt kan du tage fat i din egen læge og anmode om en tid. Jeg håber, det er svar nok på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at stille uddybende spørgsmål.

Jeg har fundet et par svar til andre, som du evt. også kan se på:

Er celleskrabsundersøgelse nødvendig, når jeg er jomfru?
Skal jeg tage imod tilbud om undersøgelse for livmoderhalskræft?

Pinligt at være jomfru

Jeg har lyst til at tilføje, at din læge på ingen måde vil synes, det er pinligt eller akavet at få at vide, du er jomfru. Tværtimod kan det være relevant at få at vide i en række sammenhænge – fx ved mavesmerter eller blødninger – fordi det udelukker en række sygdomme. Desuden er der mange på din alder, som ikke har haft deres første samleje – det hører vi bare ikke så tit om i medierne.

Vi har en artikel om nogle af de fordele, der kan være ved at være jomfru. Måske kan du bruge den til noget:
Schyy ... jeg er jomfru.

Mvh Jonas Mejlgaard

Annoncer