Hvordan vinder jeg hendes opmærksomhed?

Vis spørgsmål

Hej A&M

Jeg har været vild med en 15-årig pige i snart 5 måneder og jeg har været på date med hende.. men efter daten trak hun sig tilbage. Hun er typen, der aldrig har været sammen med nogen før. Hun er den kloge pige i klassen, der altid har lavet sine ting, pigen der nyder sit eget selskab.

Hvad skal jeg gøre for at fange hendes opmærksomhed?

Forundret, 16 år

SVAR:

Kære forundret

Tak for din mail – og dine ærlige tanker om din forelskelse. Du spørg om, hvordan du skal fange hendes opmærksomhed.

Den har du fanget. Hvis hun har været med dig på date, så kan du være helt sikker på, at du ikke er røget ud i glemmebogen. Hun er efter din beskrivelse ikke en, der kaster sig ud i noget, for derefter at glemme det, og måske pludselig involvere sig med en anden.

Tid, tid og tid

Hun trak sig lidt tilbage, skriver du, så måske vil du også gerne vide, hvordan du får mere kontakt med hende og vinder hendes hjerte? Det kan jeg desværre ikke give nogen opskrift på. Men jeg tror, hun er en pige, du må give god tid. Måske var daten ”lidt for meget” for hende. Så dine skridt må være mindre end en ny invitation til en date. Mit råd til dig vil være, at blive ved med at være dig selv. (Hun ligger mærke til dig – det kan du godt regne med.) Vær en god kammerat, både over for hende og andre. Lad tiden arbejde lidt, og se som om der ikke kommer nogle muligheder for, at I kan udbygge jeres venskab. Måske du kan tilbyde hende hjælp med noget… eller spørge, hvad hun synes om et eller andet I begge har oplevet i skolen, en film eller andet. Bare små ”ufarlige” måder, at få lidt kontakt på.

Projekt venskab

Jeg tror, din største chance er, at I allerførst lærer hinanden at kende som gode venner. Og hun skal mærke, at det er uden pres om, at I skal date og være kærester. Så indled projekt venskab, og se hvad der sker.

Så kan du også stille og rolig gå og mærke efter, om dine følelser forbliver de samme.

Tålmodighed er en dyd – og det er svært når man er forelsket.

De bedste hilsner Benna

Annoncer