Hej anonyme dreng
For mig at se er der især tre ting, du er ved at opdage om dig selv og verden:
- Du er et seksuelt væsen i en sexfikseret kultur
- Det anderledes vækker nysgerrighed
- Selvkontrol er IKKE nemt …
Jeg har skrevet lidt til hvert punkt.
Du er et seksuelt væsen i en sexfikseret kultur
Og lad os lige starte med at sige det vigtigste her: TILLYKKE MED, AT DU ER ET SEKSUELT VÆSEN! Sådan er du skabt af Gud, og sex er en enorm og dyb gave, som Gud har givet. Og det gør også, at når alt det med sex bliver kompliceret og forvirrende, så gør det særligt ondt på en dyb måde. Godt, du tager det alvorligt og søger råd og hjælp i det! Så kan det ikke gå helt galt.
Fordi vores tid er så sexfikseret, har det aldrig været mere relevant at tale og skrive med andre om problemerne med sex og porno – især hvis man som kristen har nogle idealer for sexlivet. I vores kultur er det nærmest blevet sådan, at næsten alt der har med sex at gøre åbenbart er noget, man skal kende til, diskutere, have en mening om eller (helst) prøve af. Ble-porno er blot en dråbe i havet.
Så lad mig sige det med det samme: Det her er ikke sidste gang, du har hørt om et eller andet underligt seksuelt. Og du skal ikke skamme dig over, hvad verden omkring dig taler højt om, eller at du helt naturligt kan finde de ting interessante. Sex – og det som har med sex at gøre – er stort set altid interessant, fordi du er skabt til at finde sex interessant! Men du skal forholde dig til, hvordan du vil reagere på det, verden forsøger at gøre dig opmærksom på.
Og her vil jeg enormt gerne rose dig for den måde, du beskriver, at du har undersøgt noget så underligt som ble-porno ved først at læse historier om det. Ikke at det nødvendigvis var det smarteste, du kunne gøre, men at du ikke med det samme søgte videoer, der kunne smide en masse billeder på din nethinde. At du holdt afstand til PornHub, tyder på, at du har en stor forståelse for, hvad du selv vil stå inde for.
Anderledes = interessant
Du er frustreret over, at noget du ser som klamt og skørt alligevel kan fylde så meget i dit hoved og virke tiltrækkende. Lad mig berolige dig ved at sige: Det er meget menneskeligt. For når noget er anderledes, vækker det ofte nysgerrighed. Man siger, det er svært at kigge væk fra en bilulykke. Hvorfor? Fordi det er anderledes og interessant, og menneskets hjerne er ekstremt god til at identificere det, som skiller sig ud fra mængden. Hvis ble-porno var en ting, man havde set tusind gange, ville det ikke virke nær så interessant. Du er ikke en freak, fordi du har svært ved at ryste noget ud af hovedet.
Underligt nok bliver det endnu sværere at stoppe med at tænke på noget, hvis man siger til sig selv, at man ikke må tænke på det. Så sidder man der for sig selv og forsøger ikke at tænke på noget, som man så alligevel tænker på, og så giver man til sidst op og tænker, at man lige så godt kan google lidt mere ble-porno eller andet, for det nytter alligevel ikke at forsøge at lade være, og hvis så man bare får stillet sin nysgerrighed, så vil man måske kunne få lidt ro i hovedet (det virker for resten heller ikke, for man får bare tændt sin nysgerrighed på noget nyt samtidig)!
Som du måske kan læse, kender jeg godt situationen og frustrationen fra mit eget liv …
Så husk: Det er SLET IKKE unaturligt, at ens tanker og blik tiltrækkes af det, som er anderledes. Lad være med at skamme dig over det. Lær i stedet, hvordan du skal forholde dig til det på en sund måde, for ikke al nysgerrighed skal tilfredsstilles. Det fører os videre til spørgsmålet om selvkontrol: Hvordan stopper man sig selv?
Selvkontrol er IKKE nemt …
Men det er heller ikke helt umuligt! Her er lidt fif til, hvordan man kan arbejde med at få kontrol over situationen og tankerne. Ikke alle råd er måske lige nemme at bruge i dit liv, og ikke alle råd er lige gode til alle mennesker. Men tag det som noget, du kan bruge til en begyndelse.
Lev livet sundt og meningsfuldt som Gud vil det
At tage gode beslutninger kommer ikke af sig selv. Jo mere træt eller frustreret et menneske bliver, jo større er sandsynligheden for at tage dumme beslutninger. Derfor: Tag dig godt af dig selv. Sov godt. Spis godt. Brug tiden på noget du kan lide, som skaber mening i dit liv: Spil et godt spil med venner, løb en tur, be’ en bøn, se en god film, læs en bog.
Alt for ofte får man som kristen en idé om, at når man skal styre sig selv, handler det mest af alt om at reducere, hvor meget “sjovt” man har det. Dårlig ide! Lev et godt og meningsfuldt liv fyldt med glæde. Ofte er porno-interessen bare et udtryk for, at man har for meget tid, der bliver brugt for dårligt. Pornoen – ble-porno eller ej – er slet ikke det egentlige problem. Så spørg dig selv: Er der noget bedre, som jeg kunne gøre i stedet for at se ble-porno? Svaret vil overraskende altid være et glad: Ja!
Observer dig selv
Ved du, hvornår de tanker dukker op, som du har svært ved at styre og gerne vil være fri for? Hvis det fx er når du er på vej i seng, eller når du sidder alene ved en computer, så spørg dig selv, hvorfor det sker lige præcis der? Er det fordi du bare ikke er blevet ordentligt træt, når du skal i seng, så tankerne kører rundt i et stort mylder? Eller er det, fordi du føler dig lidt ensom ved computeren?
Ofte er en ukontrolleret lyst til at udforske porno egentlig et udtryk for ensomhed. Jo bedre du kender dig selv og de mønstre, dine tanker bevæger sig i, jo bedre kan du strukturere din dag, ja endda dit liv, så det bliver mere meningsfuldt og uden skamfulde oplevelser.
Vær MEGET tålmodig med dig selv
Alt det med sex og hormoner er ret nyt for en ung dreng. Det tager tid at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til det hele. Vær tålmodig med dig selv. Man får meget lidt selvkontrol ved at gå og slå sig selv oven i hovedet. Til gengæld får man gevaldig hovedpine.
Overvej at installere web-protection
Nogle gange kan det være en fordel helt at fjerne fristelsen. Der findes software, man kan installere på sin computer eller mobil, som blokerer adgangen til fx de fleste pornosider. K9 Web Protection er et OK bud.
Overvej at finde en fortrolig at tale med
Nogle gange trænger man til at tale med et andet menneske om det, der frustrerer. Selv har jeg enorm gavn af en af mine venner, som jeg kan snakke med om alt det med sex og det, som lige kan føles så svært at ryste ud af hovedet. Efter en snak med ham er det nemmere.
Efterlad skammen hos Jesus på korset
Jeg har mødt kristne med et sygt og skamfuldt forhold til deres seksualitet. Det kan være på grund af alt fra porno til sex før ægteskabet til idealer for sex, som intet menneske kan leve i. Det, Jesus gør på korset, det er at han tager vores synd og skam. Alt sammen. Også den seksuelle synd. Også den der handler om ble-porno. Det giver mod, fordi lige meget hvor meget man falder – og det kan ske SÅ tit – så falder man med en nådig Gud. Så tak Gud for det og husk endelig at bringe alle dine skøre tanker og din seksualitet frem for ham i bøn.
Jeg håber, mit svar har været til gavn for dig. Hvis frustrationerne bliver ved, eller du bare mangler råd, så husk endelig at tjekke på AdamogEva.dk, om ikke der er skrevet noget, der kan hjælpe dig, eller skriv igen personligt. Vi svarer gerne.
Bedste hilsner
Kristoffer