Kære F
Tak for dit fine brev, hvor du klart og tydeligt gør rede for dine udfordringer i et parforhold, som ikke længere er et trygt sted for dig. Det lyder, som om der helt grundlæggende mangler tillid og kommunikation mellem jer. Det er vigtigt at huske, at et sundt forhold bygger på tillid, gensidig respekt og åbenhed.
Hvis det skal blive bedre
Fra min tid som medarbejder i et krisecenter ved jeg, at sådanne forhold ikke af sig selv bliver bedre, men snarere værre og værre. Din kæreste ved, at du er et fint menneske, der stoler på ham og gerne vil gøre ham glad, men han udnytter det i fulde drag. Ærligt talt, så virker det ikke, som om din kæreste interesserer sig ret meget for, hvad der fungerer for dig.
Ærlig og lyttende samtale
Først og fremmest er det vigtigt, at du sætter dig ned og taler med din kæreste om dine bekymringer og følelser. Fortæl ham, hvorfor nogle af hans handlinger gør dig utryg, og hvordan de påvirker dig. Samtidig kan du også forsøge at forstå hans perspektiv og høre hans holdninger omkring det.
Prøv at skabe en åben og ærlig kommunikation, hvor I begge aktivt lytter og forsøger at forstå hinandens synspunkter. Det kan være en hjælp at skabe en tryg ramme under samtalen, hvor I begge føler jer respekteret og hørt. Du kan få input til samtalen ved at læse vores artikel Konflikter i parforholdet.
Vær ærlig overfor dig selv
Hvis din kæreste ikke modtager dine bekymringer og følelser på en forstående måde og ikke er villig til at ændre på sine handlinger, kan det være nødvendigt at overveje, om dette forhold er sundt for dig. Et forhold skal være en støtte og en kilde til positive følelser, og det er vigtigt at tage vare på dit eget velbefindende.
Måske kan du bruge nogle input fra dette svar til en anden: Er det bare mig, eller er der et problem i vores forhold?
Professionel hjælp
Hvis du oplever, at du bliver trampet på og ikke føler dig hørt og respekteret, er det vigtigt at tænke på dig selv og dine egne behov. Overvej, om I har mulighed for at søge hjælp fra en professionel såsom en parterapeut eller en rådgiver, der kan hjælpe med at facilitere en effektiv samtale og give jer redskaber til at arbejde igennem jeres udfordringer. Du kan overveje, om et PREP-kursus er noget for jer.
En sidste udvej
Hvis det ikke hjælper, kan du som en sidste udvej prøve pakke dine ting, en gang han igen-igen er taget ud til “sine piger”. Vær væk, når han kommer tilbage! Skriv fx til ham, at du giver ham en uge til at tænke sig om. Bloker ham en uges tid og lav så en aftale på McDonalds eller et andet offentligt sted, hvor I kan drøfte det videre forløb. Forklar ham, at du føler dig trampet på, og at du fra nu af vil passe bedre på dig selv, selvom det måske vil betyde, at I bliver nødt til at gå hver til sit.
Du får de bedste ønsker med herfra!
Tove