Hej kvinde
Tak for dit lange, gode brev. Du skal bestemt ikke undskylde din lange formulering, for din grundighed giver mig et godt indblik i situationen, og så får du et bedre svar.
Det kan være psykisk vold
Allerførst gætter jeg på, at du allerede nu er blevet klogere på dit parforhold. Hvis du har læst dit brev igennem, som om det var skrevet af en veninde, så tror jeg, du kan se, at den behandling, du bliver udsat for, slet ikke er i orden.
Han forlanger, at du skal være til rådighed 24/7, sende billeder af hvor du er henne og altid tage telefonen. Det er en kontrollerende adfærd, der klassificeres som psykisk vold.
Hvad psykisk vold er, kan du læse mere om her. I den artikel finder du også henvisning til steder, hvor du kan få hjælp til at finde og mærke dig selv igen.
I et godt kæresteforhold elsker man hinanden, og det betyder, at man tror det bedste om hinanden og stoler på hinanden. Kærlighed er altid noget, der sætter den anden fri til at være den bedste version af sig selv.
Du risikerer at blive meget ulykkelig
Så nej! Dit forhold er på ingen måde ligeværdigt, og du risikerer i længden at blive en meget ulykkelig kvinde, fordi dit selvværd bliver nedbrudt af ham. En kæreste, der er så kontrollerende, som du beskriver, er der sjældent ret meget at gøre ved. Og efterhånden som jeres forhold udvikler sig, vil det sandsynligvis kun blive værre.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Psykopatiske kærester.
Du bør som minimum tage en pause
Når jeg læser dit brev, er jeg mest tilbøjelig til at anbefale dig at droppe forholdet – eller i hvert fald sætte det på pause – indtil du igen er i stand til at mærke dig selv. Derfor vil jeg opfordre dig til at opsøge hjælp hos andre til at finde og mærke dine egne grænser.
Jeg tænker, at du meget tidligt er holdt op med at prøve at tale med ham om, at du føler, forholdet er skævt. Det ligger sikkert ligesom i luften, “at den slags skal du ikke begynde at tale om”. Sådan er det i hvert fald typisk i andre forhold, der ligner det, du beskriver.
Ægte kærlighed er aldrig kontrollerende
Du er 23 år og har livet foran dig. Du har masser af muligheder for at møde en anden mand, som elsker dig så meget, at han stoler på og respekterer dig som en helt selvfølgelig ting.
Jeg håber, du kan se, at du er alt for værdifuld til at lade dig tryne af din nuværende kæreste, som helt tydeligt ikke vil det bedste for dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!
Tove Larsen