Hej unge knejt
Tak for din mail, hvor du beskriver dine frustrationer over ikke længere at være sammen med den pige, du er smaskforelsket i. Dine beskrivelser af den usikkerhed, du oplever i din forelskelse, virker til at skabe meget støj i det, der lige nu gerne skulle være en skøn, blomstrende forelskelse. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dit spørgsmål og hjælpe dig videre i dine overvejelser.
Tilliden skal genoprettes
Du fortæller, at du har valgt at lyve for din kæreste, om at du havde været sammen med en anden pige. Det står tydeligt frem i din mail, hvor meget du fortryder dit valg. Ikke mindst at du har gjort hende usikker på dig, så hun nu ikke længere rigtigt stoler på dig. Den tillid er altafgørende at få genetableret, for at I kan have noget at bygge et muligt forhold på.
Du kan ikke gøre andet end at lægge dig fladt ned og blive ved med at undskylde for de valg, du traf den gang. Ved at du tager initiativ til at tage episoden op, udviser du et ønske om, at der ikke skal stå noget uopgjort imellem jer, og at du ønsker at arbejde med dette, uanset hvordan du lige nu kommer til at fremstå for hende. Så bliv endelig ved med at undskylde, indtil hun bliver træt af det :)
Forbered dig
I din mail beskriver du det ulykkelige i, at I ikke er sammen længere, og du savner hende meget. Den svære balancegang for dig er nu at vise hende opmærksomhed uden at kvæle hende. Det kan være særligt besværligt, når I lige nu bor langt fra hinanden.
Måske skal du bruge de næste måneder til at forberede dig på, at hun kommer hjem igen. Prøv at være undersøgende på, hvorfor du dengang valgte at lyve for din kæreste. Og tænk over, hvilke andre handlemuligheder du kan benytte, hvis du bliver sat i anden situation, hvor du oplever dig presset.
Du må vente …
Så, lige nu er der måske ikke så meget andet at gøre end at vente. Din ekskæreste er ude og opleve verden og har måske ikke så meget fokus på det hjemlige, da hun bliver bombarderet med nye indtryk hver dag. Når hun kommer tilbage, har jeres hverdag ikke nødvendigvis flyttet sig særligt meget, men her vil der være plads til at undersøge mulighederne for at genetablere jeres forhold.
Vær åben og del dine tanker
Til sidst vil jeg opfordre dig til at snakke med din ekskæreste, når hun kommer hjem, om de ting, du går og spekulerer på. Måske skal du læse dette svar sammen med hende, så I dermed får nye veje at gå i jeres snakke.
Uanset, hvordan du vælger at håndtere dine overvejelser, kan jeg kun opfordre dig til at dele det med din ekskæreste eller en god ven, du har tillid til, som tør sige dig imod. Så længe dine overvejelser bliver inde i dit hoved, vokser de sig bare større og mere uoverskuelige og ofte også mere ulogiske.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikler
Den nødvendige tilgivelse
Jalousi og kærestesorg
Konflikter i parforholdet
Håber for jer, at I sammen må finde vejen videre.
De bedste hilsner
Filip Smidt