Hvordan får jeg sagt undskyld for mine løgne?

Vis spørgsmål

Hej Brevkasse

Jeg har brug for et eller flere gode råd.

Jeg og min ekskæreste har haft en lang og indviklet historie, så jeg vil prøve at gøre den så præcis og kort som muligt. Vi blev kærester på efterskolen og var sammen i ca. 1½ år. Jeg slog op med hende, da jeg ikke følte, det var det rigtige. Vi blev dog ved med at have kontakt og ses hos venner. Hun var den første pige, jeg havde sex med, og det var en kæmpe ting for os begge. Især for mig da jeg er vokset op i et kristent hjem. Vores relation herefter har været kompliceret. Men vi forblev rigtig gode venner de næste år og ingen af os havde egentlig lyst til at finde en anden, da vi stadig elskede hinanden. For mig var det dog gået fra forelskelse til måske en slags “tryghedskærlighed”.

For nogle måneder siden havde jeg sex med en pige efter lidt for meget alkohol til en fest. Min ekskæreste hørte om det og spurgte mig ind til det. Men jeg løj om det. Hun var selv for nogle år siden sammen med en fyr. Nogle dage efter fortalte hun mig om det og var virkelig ked af det, men jeg tilgav hende. Jeg så os ikke som kærester, og vi havde også begge sagt, at vi ikke var forpligtet til hinanden. Men på en måde så var vi jo måske alligevel kærester …

Forleden blev hun testet positiv for klamydia og blev selvfølgelig sur på mig. Jeg løj igen og svarede, at jeg ikke kunne forstå det. (Selvom jeg tænkte, at det sikkert er min skyld – har dog ingen symptomer haft.)

Er vores relation til at redde, eller hvordan får jeg i hvert fald undskyldt for min fejl på en måde, som hun kan leve med? Fortryder så meget min handling med hende den anden pige, men da jeg blev konfronteret med det, blev jeg ikke engang ked af det eller noget …

Håber det giver bare lidt mening …

Bedste hilsner en forvirret, ked af det og skamfuld ung fyr på 20 år

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære forvirrede, ked af det og skamfulde unge fyr

Tak for din henvendelse og dine spørgsmål. Det lyder som en rigtig vanskelig situation med mange forskellige følelser i spil. Men jeg synes, det er rigtig godt at se, at du tager ansvar for dig selv og jeres relation, og jeg vil gøre mit bedste for at svare dig på en måde, der kan hjælpe dig på rette vej.

Kompliceret relation

Du beskriver et langvarigt forhold med din ekskæreste. Det er og har været fyldt med mange forskellige følelser, oplevelser, tanker og tvivl. Som jeg læser det, har det været et både fantastisk dejligt og fantastisk svært forhold, og I har begge investeret meget i det.

Jeres forhold har i løbet af årene skiftet karakter, og særligt de seneste år har forholdet været meget uklart og udefineret. Sådan bliver forhold nogle gange, når der er mange følelser og minder i klemme, men det betyder ikke altid, man skal være sammen som kærester. Lad mig forsøge at forklare det lidt mere:

Jeg vil ikke være sammen, men gerne have dig for mig selv

Man kan godt have så mange følelser for den anden, at selvom man ikke ønsker at være sammen med den anden, skal den anden heller ikke være sammen med andre. Denne person er særlig i ens liv, og det betyder meget at få nærhed og bekræftelse af den anden. Man kan derfor forsøge at “få personen for sig selv”, selvom man gerne selv vil have andre i sit liv.

På dit brev lyder det, som om I kommer til at binde hinanden til at opfylde nogle følelser og behov uden at give den anden den tryghed, der er i et forhold.

Kærlighed sætter fri

Derfor er det vigtigt at huske, at man godt kan elske hinanden, have gode minder og oplevelser sammen og give hinanden tryghed, selvom man ikke skal være kærester.

Jeg tænker nogle gange, at selvom det var godt og trygt at bo hjemme med mine forældre og søskende, var der brug for, at jeg kom ud, blev voksen og skabte mit eget selvstændige liv. Vi havde en masse godt og vigtigt sammen som familie, men det ville ikke have været sundt og godt, hvis mine forældre havde bedt mig om at blive hjemme og givet mig dårlig samvittighed over at ville flytte.

Seksuel binding

I har også været seksuelt sammen og for dig var det endda første seksuelle oplevelse. Der sker noget helt særligt, når man på den måde er sammen med et andet menneske. Man giver en del af sig selv til det menneske, og det kan føles helt forkert og sorgfuldt at slippe det. Det er med til at gøre brud svære.

Det lyder for mig, som om I gerne vil finde en vej, hvor I kan få både/og. I aftaler, at I ikke skylder hinanden noget, men alligevel skal I sige undskyld og tilgive hinanden. Du er ikke forelsket, men vil alligevel gerne have en “forholdsagtig” relation til hende. Jeg tror desværre ikke, I kommer ud af denne svære situation, før I tager en beslutning om enten at være sammen eller bryde helt.

Hvordan får jeg sagt undskyld?

Jeres relation er blevet yderligere kompliceret, efter at din ekskæreste har fået klamydia – måske smittet af dig. Jeg kan godt forstå din indskydelse til at lyve, for du har dels haft sex med en, du ikke har lyst til at fortælle om, og dels har du måske givet en kønssygdom videre til din ekskæreste.

Det virker for mig, som om du har dårlig samvittighed, og jeg tænker ikke, du kan finde fred med det eller finde ud af, hvordan hun vil opføre sig, hvis du ikke fortæller det til hende. Jeg tror, det er vigtigt, at du tager ansvaret og skylden for, at du løj for hende. Men også at du tager din del af ansvaret for den situation, I har sat hinanden i, som har givet dig følelsen af, at det var bedre ikke at fortælle hende sandheden. Jeg læser det sådan, at du faktisk mener, hun er sandheden værd, og at det er det rigtige at fortælle sandheden til hende.

Tag ansvar og sig undskyld

Uanset, om du vælger at fortælle hende det eller ej, har du ikke ansvar for eller kontrol over hendes følelser og reaktioner. Det har hun kun selv. Derfor kan jeg ikke give en opskrift på, hvordan du kan fortælle hende det, så hun ikke bliver sur og tager afstand fra dig. Men jeg vil foreslå, at du tager ansvar for, at du har løjet for hende og gør det på en måde, så du ikke forsøger at forsvare dig selv. Der kan være mange grunde, og de kan føles rigtig gode, men det var forkert at lyve for hende, og det skal hun vide.

Dernæst er det vigtigt, du tager ansvar for, at du formentlig har medvirket til, at hun har fået klamydia. Sygdommen er ikke dit ansvar, men det er desværre en mulig følge af at have sex med et nyt menneske. Derfor må du tage ansvar og sige undskyld for, at du hverken fortalte hende, at du havde haft sex med en anden eller selv blev blevet testet efterfølgende.

Giv plads til hinanden og pas på hinanden

Hvis I vælger at afslutte jeres forhold som “tryghedskærester”, kan det være en god idé ikke at lave faste aftaler om, hvordan forholdet skal være på længere sigt. For jeres følelser og tanker om det vil næsten helt sikkert ændre sig.

Måske er det en god ide ikke at tale sammen eller ses, så I får mulighed for at mærke, hvordan I hver især har det. Giv for alvor plads til hinanden, giv slip på hinanden og giv hinanden muligheden for at komme videre. Det er ikke let, men det kan være det rigtige alligevel.

Jeg håber, du kan bruge noget af det, jeg har skrevet, og jeg håber virkelig meget, at I får talt sammen, selvom det måske betyder, at det bliver svært for jer begge. Måske kan du få hjælp ilt at komme videre ved at læse artikler og svar til andre i vores tema om kærestesorg.

Jeg ønsker dig og jer alt det bedste, og du må endelig skrive igen, hvis du ikke har fået tilstrækkeligt svar på dine spørgsmål.

Mange kærlige hilsner fra
Dorthe Mørch Mikkelsen

Annoncer