Kære A
Tak for dit brev, som jeg har brugt meget tid på at fundere over. Det, der slår mig som det første, er, at det er hendes venner og dit problem.
Hvad er din personlige holdning til hash?
Du skriver, at du som sådan ikke har noget imod hash, men siden udtrykker du, at det sårer dig, at hun har prøvet.
For mig at høre er du selv i tvivl om, hvad du mener, eller også synes du, hash er dårligt, men har svært ved at tillade dig selv at have den mening. Jeg kan tage fejl, men uanset hvad, tror jeg, at du skal gøre op med dig selv, hvad du mener. Når du er helt afklaret med dine holdninger, er det også lettere at navigere i forhold til din kæreste. Jeg mener på ingen måde, at hash er ufarligt og har holdningen, at det er bedst at holde sig fra. I mit arbejde som pædagog har jeg haft flere brugere med psykoser kommet af et hashmisbrug. Det kan komme ud af det blå efter første pibe eller pludseligt efter flere års misbrug - hvilket er noget af det, der gør hash farligt at eksperimentere med.
Åbenhed og tillid nødvendig i et forhold
Du skriver, at hendes venner giver dig en trykken for brystet og ubehag. Hvad giver de hende? Ønsker hun reelt at lave om på sine venskaber? Et forhold bør være baseret på tillid og respekt. Det betyder også, at man må kunne sige tingene til hinanden. Jeg synes, det er vigtigt, at du får udtrykt, hvordan du har det. Behold bolden på din banehalvdel imens. Fortæl din kæreste hvad det gør ved dig at være sammen med hendes veninder, fortæl hvor bekymret du bliver for hende. Hvis I ønsker at holde sammen, er det vigtigt, at sådanne snakke kan tages. Det vil ikke være sidste gang, hvor hendes valg også påvirker dig og omvendt.
Fortæl hvad tingene gør ved dig
Ved at beholde bolden på din egen banehalvdel undgår du, at hun går i forsvar for sine veninder og i stedet lytter til, hvad du siger. Hvis du synes, det er svært, kan du forberede dig på forhånd, tænke det godt igennem, så du får sagt det, du ønsker.
... og vær nysgerrig på, hvordan hun har det
Jeg kender hverken din eller din kærestes baggrund. For at skabe ligeværdighed imellem jer er det vigtigt, at I begge konstant er nysgerrige på den anden. Det er vigtigt, at I prioriterer tid til at tale sammen også om de svære ting og prøver at forstå, hvad den anden får ud af sine valg.
Læs evt. mere under vores tema Kæresteliv.
Jeg ved ikke, hvem du har i dit netværk, men jeg tror, det vil være godt for dig at drøfte problemstillingen med en, du har tillid til, en som kender jeg begge. Gerne en der er lidt ældre og måske kan trække på erfaret visdom.
Det er dejligt, I er glade for hinanden, kærlighed er en stor gave og opgave. Personligt er jeg taknemmelig for, at hvis man tror på Gud, kan man bede ham om vejledning og visdom også i svære spørgsmål i et forhold. Han kender dig og elsker dig - det samme med din kæreste.
Med ønsket om det allerbedste for dig og jer fremadrettet.
Dorthe Sandvad