Hvis han vil mig, hvorfor læser han så ikke min besked?

Vis spørgsmål

Hej Adam & Eva

Jeg har set denne her fyr, som jeg har kendt siden børnehaven (nu er vi 24). Han har selv skrevet/sagt til mig, at han ikke vil andre end mig samt sagt, han elsker mig, givet mig en af hans trøjer, sagt han gerne ville have, jeg møder hans familie. Han vil også gerne have, jeg møder hans søn & han vil også gerne møde min familie.

Men jeg skrev en besked til ham for en uge siden, som han stadig IKKE har set. Jeg tænker, det nemmeste ville være at slippe ham, men det kan jeg bare ikke, fordi han er i mit hjerte & mit hoved konstant, selvom han har gjort en masse ting, som der skal rettes op på.

Jeg har overvejet at give ham hans trøje igen, eftersom at hans bedste ven har skrevet til min veninde, at jeg nok lægger mere i det her, end fyren gør. Jeg ved bare ikke, om jeg skal konfrontere ham med det eller let it go, som alle mine venner siger.

Vi kommer bare altid tilbage til hinanden igen & derfor ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

Mvh en fortvivlet kvinde, 24 år

SVAR:

Kære fortvivlede kvinde

Tak for dit brev og for dit spørgsmål.

Modstridende budskaber

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over de lidt modstridende budskaber, du har fået fra den fyr, du er tiltrukket af. Når du spørger, om du skal slippe ham og komme videre med dit liv i en anden retning, så er mit svar JA.

Når hans ven siger, at du lægger mere i det, end fyren gør, så tænker jeg, at det er et meget vigtigt signal fra en, der kender fyren godt. Derfor skal du tage det meget alvorligt og tro på, at det er sandt. Fyren kører rundt med dig, siger alle de ting, han kan mærke, du gerne vil høre. Han nyder sikkert, at I har lidt kørende, men han er for mig at se ikke parat til at binde sig til dig.

Hvis det gennem længere tid har været sådan et on/off forhold, så betyder det, at du nu skal passe på dig selv og ikke sætte dit håb til at det bliver mere end det. Og da slet ikke, hvis han ikke svarer på dine beskeder eller selv tager kontakt.

Han har ikke ændret sig

Du skriver også, at der er ting han har gjort, som han skal have rettet op på i forholdet til dig. Det lyder ikke, som om han er eller har været i gang med at ændre sin måde at handle på, så jeg tænker ikke, at du skal have for meget tro på, at han vil gøre det fremover.

Jeg tror, at initiativet skal komme fra ham nu, hvis jeres forhold skal blive til noget, der kan holde, og som du kan være i. Så skal han rent faktisk tage dig med hjem til sine forældre, lade dig møde hans søn og vise tydelig interesse for din familie.

Handling frem for ord

Hvis jeres forhold skal blive til noget, skal det være mere end ord – så skal det også være handling. Hvis han ikke vil det, så er det fordi han ikke er klar eller er det samme sted som dig, og så vil jeg opfordre dig til at slippe det.

Jeg synes ikke, du skal give ham trøjen tilbage eller konfrontere ham med noget – det tror jeg ikke der vil komme noget ud af andet, end at du igen tager kontakt til ham og bagefter kan føle dig ked af det og afvist.

Det, jeg har skrevet til dig, er rimelig lige ud af posen, og det håber jeg er ok. Hvis du har brug for at vende det igen, så skriv endelig tilbage!

De bedste hilsner
Eva

Annoncer