En ulykkelig kærlighedshistorie – passer vi bare ikke sammen?

Vis spørgsmål

Kære Adam&Eva 

Min kæreste (31 år) og jeg har været sammen i et år. Han var ikke helt klar på at binde sig og var meget usikker på, om jeg var den rigtige. Jeg ventede og ventede, fordi jeg virkelig godt kunne lide ham. Han har utrolig svært ved alt omkring følelser, omsorg og kærlighed. Både at snakke om det og vise det. Hvis der er noget, der går ham på, skal jeg hive det ud af ham hver evig eneste gang.

For mig betyder nærvær utrolig meget. At holde i hånd ude på gaden, at han nusser mig, kysser mig, og at man har regelmæssig sex. Sådan er det desværre bare ikke. Han fortæller mig aldrig, at jeg er smuk eller dejlig men er meget tilbageholdende med komplimenter. Jeg tror faktisk aldrig, han har sagt, jeg var smuk.

Vi har talt om disse ting rigtig mange gange, fordi jeg ikke føler mig elsket, og det gør utrolig ondt. Men lige lidt sker der efter hver snak. Kan det virkelig passe, at vi bare har to helt forskellige behov? Og vi dermed ikke passer sammen? Eller skal jeg give det mere tid? Eller elsker han mig bare ikke?

Jeg synes, jeg er nem at leve med, fordi jeg sørger for mange ting i vores omgangskreds og familie og sørger for ham. Jeg er så ked af det og desperat. Jeg begynder at tænke familie, og mine børn skal have al kærlighed i verden og ikke en kold far, der ikke kan vise følelser.

Kvinde, 29 år

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære ulykkelige

Det er virkelig en sørgelig fortælling, du kommer med, og det gør mig ondt at høre, at du ikke føler dig elsket af den mand, du deler liv med.

Din situation

Du er både ked af det og desperat – ikke mindst fordi du gerne vil have børn med en mand, som kan vise kærlighed. Og nu er du i tvivl, om ham du har vil være i stand til at vise det, når han ikke kan over for dig.

Først vil jeg anbefale dig at læse artiklen Kærlighed i praksis. Den handler bl.a. om, at mennesker viser og modtager kærlighed på forskellige måder, som kan kaldes kærlighedssprog.

Kærlighedssprog

Det har ikke hjulpet at tale om tingene, for I taler ikke samme sprog. Du har forstået, hvad hans kærlighedssprog er: Fysisk kontakt og tjenester (som du giver ham, så han føler sig elsket). Du synes, du er nem at leve med, fordi du sørger for mange ting i jeres omgangskreds, familie, og du sørger generelt for ham. (Er du lidt “mor” for ham og tager ansvar for hans del?)

Hvis dit kærlighedssprog er anerkendende ord (jeg elsker dig – du er smuk – tak for alt det du gør for mig osv.) eller at få del i hans oplevelser eller smerter (så du ikke skal trække det ud af ham) samt fysisk kontakt/sex – som han ikke tager initiativ til – og nærhed, så bliver din kærlighedsbeholder ikke fyldt op, selv om han fysisk er til stede i dit liv, og I bruger tid sammen. Du bliver usikker på ham og hans kærlighed til dig.

Forelskelse og venskab 

Måske er det ikke ond vilje, men mangel på træning og forståelse for, hvor meget det betyder for dig, som holder ham tilbage? Hvad har han med i sin bagage af oplevelser? Og hvad kan du selv gøre for ikke at bukke under i ensomhed, savn og sørgelig tilværelse, hvor forelskelsens rus aldrig blev virkelighed?

Forelskelse er en flygtig størrelse, som gennemsnitligt varer i to år. Derefter forsvinder den helt eller bliver erstattet med noget mere stabilt: Kærligt venskab. Hvis der ikke findes kærligt venskab mellem jer med tillid og lyst til at tjene hinanden i hverdagen, så ved jeg ikke, hvad I bygger jeres forhold på?

Tal med nogen

Jeg tænker, du må mærke efter, om du kan se forholdet udvikle sig, eller I må opgive det, fordi du ellers bliver nedbrudt af negative tanker og følelser. Jeg håber, du har veninder, som du kan dele tanker og liv med, hvor du kan få luft for dine frustrationer.

En anden mulighed er at finde en psykolog eller terapeut, som kan hjælpe dig til klarhed over fremtiden ved at få talt om alt det sorgfulde. Det er rigtig vigtigt, at du kommer ud af den følelsesmæssige smerte, tab og usikkerhed, som du befinder dig i lige nu. Hvis du ikke selv kender nogen, kan du måske finde en på vores liste over terapeuter m.m.

Det er godt, du har skrevet til os – se det som første skridt på vejen til at tage dig selv alvorligt og gøre et forsøg på at ændre din situation. Jeg ønsker dig alt muligt godt til at finde nye veje at udforske og blive klog på dit liv – alene eller sammen med ham, du deler liv med lige nu.

De kærligste hilsner
Else Ø. Andersen

Annoncer