Kære E
Tak for din mail, og fordi du er modig nok til at skrive til brevkassen.
Du er ikke alene
Mange andre end dig har desværre oplevet, at andre hvisker og kigger mærkeligt på en. Du er altså ikke alene. Jeg tror faktisk, de fleste har oplevet det. Det gør det ikke mindre ubehageligt. Den følelse, man får indeni, er slet ikke rar. Det er jo dejligst at være med i flokken i stedet for at være den, de andre hvisker om.
Usikkerhed
Noget af det der er svært, når man er 11 år og på vej til at blive teenager, er at stole så meget på sig selv, at man er ligeglad med, hvad andre tænker om en. Alle er meget usikre på sig selv.
Når man bliver usikker, bliver man enten stille og lidt genert, eller lidt højtråbende og larmende, eller andre kan reagere ved at snakke og hviske om andre. Det er, fordi vi er forskellige. Det som er ens er, at alle gør det, fordi de føler sig usikre. De er bange for, om de er gode nok, som de er.
Gud ser og elsker dig
Jeg tror på Gud. Måske gør du også, når du har skrevet til os på AdamogEva.dk? Jeg tror på, at Gud ser på dig og synes, du er helt igennem skøn og fantastisk, som du er. Jeg tror, Gud har skabt dig til at være lige præcis dig. Jeg tror, at når Gud kigger på dig, bliver Han glad langt ind i hjertet. Tænk, hvis du kunne låne lidt af Hans glæde over dig.
Det betyder blandt andet, at du kan ranke din ryg og være ligeglad med deres hviskeri. De behøver ikke at få lov til at gøre dig ked af det. Prøv at huske på, at de, der hvisker, også bare er usikre og også er bange for, om de andre kan lide dem.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Du er meget værd!
Gør noget andet
Nu, hvor du har prøvet, at andre hvisker om dig, håber jeg, at du kan gøre noget andet. Altså lade være med at hviske om andre, men i stedet være en, der siger gode ting. Hver gang én stopper med at sladre og hviske om andre, bliver der skabt tryghed og tillid.
Hvis man ikke skal gå og være bange for, om de andre hvisker om en, er det meget lettere at give sig selv lov til at være den, man er. Hvis man kan være sig selv, får man også nogle meget bedre venner, fordi man ikke lader som om. Det håber jeg virkelig må ske for dig.
Del dine tanker
Pas godt på dig selv. Det kan du fx gøre ved at blive ved at dele dine tanker med en voksen, som du har gjort ved både at tale med din lærer om det og ved at skrive til os. Bliv endelig ved med at gøre det, for ingen af os er stærke nok til at bære alle vores tanker og bekymringer helt alene.
Kh Dorthe Sandvad