Hun er 14 og jeg 17 - er det forkert at uddybe forholdet?

Vis spørgsmål

Hej.... Jeg er i den situation, at jeg er begyndt at skrive med en pige på 14 år. Jeg er selv 17, vi kan rigtig godt med hinanden, har gået på skole sammen og kender derved hinanden..

Problemet, er så... Er det forkert, at jeg har noget med en, der er 3 år yngre end mig selv? Hvad tror I ikke lige, at hendes forældre vil sige?

Er så meget i tvivl, men hun er samtidig rigtig sød og moden. Hun er slet ikke som alle de andre piger, der er 14. Please, hjælp mig..

Den fortvivlede, 17 år

SVAR:

Hej!

Tak for dit spørgsmål. Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke helt finde ud af, hvor godt I kender hinanden. Du skriver, at du er begyndt at skrive med hende her pigen, så jeg forstår det som om, at I stadigvæk er i den fase, hvor I er ved at lære hinanden at kende.

Det er godt at høre, at du går og gør dig nogle overvejelser om det. Det viser, at du ikke bare tager let på det, men tager det ansvar, der følger med, alvorligt.

Alder behøver ikke være en hindring

Lad dig ikke skræmme af aldersforskellen. Hvis I begge føler, at I passer godt sammen, er det ikke alderen, der skal holde jer tilbage. Særligt i teenageårene er pigerne lige et par skridt foran os drenge, når det gælder modenhed. Derfor er det slet ikke unormalt, at man ser pigerne i den alder søge mod de lidt ældre drenge, da de her finder en anden modenhed end hos deres jævnaldrende.

Hvis du klikker lidt rundt på siden, vil du se, at andre i din alder har stået i samme dilemma - måske kan du også have glæde af at læse svarene til dem. Jeg har fundet et enkelt frem:
Stor aldersforskel - hvad skal jeg gøre?

Giv god tid til at uddybe venskabet

Det er langt vigtigere, at I finder ud af, om I passer sammen som personer, og at I stadigvæk oplever jer som helt ligeværdige, selvom der er et par år imellem jer. Det er noget af det fantastiske ved kærligheden, at den kan bygge bro mellem de forskelle, vi har – også aldersforskelle. Brug derfor en masse tid på at udforske hinanden som personer, for kun derved kan I finde ud af, om der er grobund for, at I tager det næste skridt og begynder et forhold.

Vær parat til at tale åbent med hendes forældre

Det er svært at klare problemerne på forhånd, men det er slet ikke sikkert, at hendes forældre ser noget problem i det. Hvis de har nogen indvendinger imod det, kan du jo altid vise hende, at hun er værd at kæmpe for ved at tage en snak med dem. Her kan du f.eks. fortælle, hvor meget deres datter betyder for dig, og at du er klar over, at der følger et stort ansvar med. Jo bedre de lærer dig at kende, jo mere tiltro får de også til dig. Men som sagt, det er slet ikke sikkert, at det bliver et problem. Først skal I to finde ud af, om I gerne vil hinanden.

Jeg linker her til et par af de andre artikler, der er skrevet om forelskelse og om at finde sig en kæreste.

Slå koldt vand i blodet
Jeg er forelsket! – Eller er jeg?

Held og lykke med det hele.

Mvh Mikkel 

Annoncer