Kære B
Hvor er det dejligt, du søger svar på dine spørgsmål. Jeg kan godt forstå, du undrer dig over din venindes forklaring, så jeg håber, mit svar vil gøre dig klogere.
Hvad er G-punktet?
G-punktet er et punkt inde i skeden frem mod maven, der betegnes som en erogen zone – altså et særligt følsomt område hos kvinder. Det er en del af slimhinden inde i skeden, så det er ikke et område, man umiddelbart kan se. Derfor er der også noget usikkerhed, om G-punktet overhovedet findes.
Men det ændrer jo ikke på, at nogen oplever det som særligt følsomt – måske fordi det indre af klitoris ligger tæt på.
Kan G-punktet bløde?
Dit spørgsmål går på, hvad det vil sige, at ens G-punkt bløder. Både fordi det er usikkert, om G-punktet egentlig findes, og fordi man ikke kan se det, giver det ikke rigtig mening at snakke om, at G-punktet kan bløde.
Jeg vil gætte på, at din veninde heller ikke har kunnet se, at blodet kom fra G-punktet, men at hun oplevede at blive stimuleret omkring punktet og derefter blødte en smule. Jeg tror derfor ikke, at blødningen har noget at gøre med G-punktet.
Blødning fra skeden
Der kan være flere årsager til at bløde efter at have fået finger eller haft sex (samleje), og blodet kan fx komme fra:
- Slimhinden: Det indre i skeden er slimhinde – ligesom det vi har i munden. Slimhinde er normalt fugtigt, og det er med til at beskytte den. Men hvis slimhinden er tør, kan der nemmere gå hul og komme små rifter, så det bløder en smule, når noget (finger/penis) bliver gnedet frem og tilbage mange gange.
Man kan også komme til at lave rifter med neglene, som kan give en lille blødning. Ingen af delene er dog farligt, for slimhinden heler op, ligesom når man får et lille sår i huden. - Kønskransen: Det kan også bløde fra kønskransen, som tidligere blev kaldt “jomfruhinden”.
Læs mere her
Vil jeg bløde de første gange, jeg har samleje?
Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen.
Venlig hilsen
Signe