Kære D!
Hvorfor din eks. er vendt 180 grader kan være svært for mig at svare på, men jeg vil gerne prøve at forklare, hvad det, der er sket, kan betyde for et kæresteforhold.
Det er altid svært at blive forladt af en, man regner med
Når du vælger at forlade din kæreste, næsten lige meget hvad grunden er, sker der nemt det, at hun bliver rigtig såret og ked af det. Du beskriver, at hun accepterede det. Men hvad skulle hun gøre i hendes situation? Ville det være en god idé at tvinge dig til at blive? Måske ville hun rigtig gerne være med til at arbejde på, at I blev sammen? Du valgte at gå fra hende og samtidig melde ud, at du så jer sammen i fremtiden. I min verden sendte du et meget tvetydigt budskab. Du synes, det skulle være jer i fremtiden, og så gik du.
Vore handlinger råber ofte højere end vore ord
Som mennesker ser vi mere på hinandens handlinger, end på det vi siger. Vores kropssprog og handlemønstre taler højere, end det vi ud taler med vores mund. Du gav et budskab med din mund, om at du så jer sammen i fremtiden, men du flyttede fra din kæreste. Selvom hun sandsynligvis har hørt, hvad du har sagt, er det din handling, der kommer til at veje tungest, efter du var flyttet.
Du må respektere hendes valg
Jeg forstår godt, at din kæreste valgte ikke at vente på dig. Hun kom videre med sit liv ved at finde en ny ven, måske fordi hun var såret over, at du var flyttet? Måske fordi hun ikke troede på, at det nogen sinde kunne blive jer igen?
Du spørger, om du bare skal give hende tid og komme videre med dit liv. Ja, det synes jeg bestemt, du skal. Jeg synes faktisk, du skal forsøge at glemme hende, så du ikke binder dig selv og dine tanker til hende. Nyd dit liv og brug tiden til at finde ud af, hvem du er og hvem du gerne vil være sammen med.
Kærlig hilsen Jens Ole