Han forvirrer mig - hvordan skal jeg forstå ham?

Vis spørgsmål

Jeg er en 15-årig pige, som har en kæreste, der forvirrer mig. Jeg havde længe gået og været vild med ham. Vi var i forvejen rigtig gode venner, og jeg følte mig altid glad, når vi snakkede sammen eller når han viste mig opmærksomhed.

Men allerede dengang forvirrede han mig. Jeg følte det sommetider som om, at han skubbede mig væk, hvilket sårede mig og fik mig til at tro, at han ikke kunne lide mig. Men til en fest ville han mig pludselig gerne. Han fortalte mig, at han længe havde været forelsket i mig. Det kom helt bag på mig, og jeg blev virkelig glad. Han kunne virkelig lide mig! Men fuld og naiv som jeg var sagde jeg ja, da han spurgte mig, om vi skulle komme sammen. Den dag i idag fortryder jeg, at jeg overgav mig så nemt, og ikke lod ham "kæmpe" ordentlig for mig.

Jeg har virkelig prøvet at være en god kæreste, der hverken var for klæbrig eller for bestemmende. Men det gør ondt at se ham kramme andre piger. Jeg føler især, at hans "bedsteveninde", som udadtil egentlig også er min "veninde", gør alt, hvad hun kan, for at ødelægge vores forhold. Hun omklamrer ham lige foran ansigtet på mig, og han lader hende gøre det uden at kæmpe i mod. Når vi er sammen, siger han at han synes, hun er irriterende, og at han kun er bedsteveninder med hende, fordi han ikke tør sige fra over foran hende. Men ovre i skolen ser det slet ikke sådan ud. Det gør mig virkelig ked af det, og det gør mig i tvivl, om at det virkelig er mig, han vil have.

For det andet, så føler jeg også, at det altid er mig, der skal komme til ham og ikke omvendt. Det er altid mig, der skal starte med at skrive til ham, og vi skriver sjældnere og sjældnere sammen. Ovre i skolen føler jeg det også næsten som om, han skubber mig væk og jeg bliver i tvivl, om det bare er for sjov, eller om han virkelig mener det.

Jeg ved godt, at det er min egen skyld, at det er blevet sådan, som det er. Jeg har ikke fået sat grænser, hvilket bare har fået ham til at træde på mine følelser. Jeg har aldrig fortalt ham, hvordan jeg har det med alt dette. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, eller om han overhovedet er det værd, når han gør mig ked af det gang på gang.

Anna, 15 år

SVAR:

Kære Anna

Tak for dit brev. For det første vil jeg gerne sige, at du ikke er den eneste, der har stået i et forhold, hvor du oplever forvirrende signaler fra kæresten. Der kan være mange grunde til hans noget forvirrende opførsel, hvor han siger ét, men gør noget andet og det er svært for mig at vide, hvorfor netop din kæreste gør sådan. Derfor vil jeg i stedet dele nogle tanker med dig ud fra dit brev.

Forventninger til hvordan man er kærester

Du skriver, at du har prøvet at være en god kæreste, der ikke er for klæbrig eller for bestemmende, og nu er jeres kommunikation næsten stoppet, fordi det oftest var dig, der tog kontakten til ham. Vi kan have mange forventninger til, hvordan en god kæreste opfører sig eller hvordan vi som kæreste tror, han vil have, at vi skal opføre os. Det er vigtigt for mig at pointere, at når man bliver forelsket eller elsker en anden, er det ikke for hvem, man ønsker, de skal være, men for den, de er. Dette gælder også for dig. Du skal elskes for den, du er; ikke for den, du tror, han vil have. Hvis jeres forhold ikke bygger på ærlighed, tillid og respekt, hvad bygger jeres forhold så på?

Tillid og respekt for hinanden

Du skriver videre, at han har mange pigevenner og at de har for vane at kramme hinanden. Du skriver, at du oplever det som smertefuldt at se på og bliver ked af det og føler dig fravalgt. Det er en meget naturlig reaktion, du har, for du er hans kæreste. Som kærester er det vigtigt, at man udviser respekt for den andens grænser. For hvis du ikke oplever dig set, hørt eller forstået af din kæreste, så kan det være meget svært at finde den tillid til at turde tro på, at han vil forholdet. Hans grunde til at handle, som han gør, kan være mange, både når han krammer de andre piger, men også når han opfører sig som om han ikke vil dig, når han er sammen med andre. Mit råd til dig vil være at få snakket med ham om din oplevelse og hvad det gør ved dig. En god kæreste er en, som lytter til dig og respektere dig for den, du er og som handler ud fra det, du fortæller. Det er vigtigt, at der bliver klare linjer i mellem jer, så der ikke bliver plads til forvirring. En god kæreste bekymrer sig for dig og vil dig dit bedste.

Pigevenner og drengevenner

Kommunikation. At turde tale om tingene.

Jeg bemærker, at du aldrig har fortalt ham, hvordan du har det. Hvordan skal han vide, at der er noget galt? Hvis han ikke ved, at der er noget galt, hvordan kan han så imødekomme dit behov og tage hensyn til dig i forhold til de ting, du nævner. Hvis du ikke har tillid til ham eller er helt tryg ved, om han nu egentligt vil dig, så vil det blive meget svært for jer at få et trygt forhold til hinanden, hvor kærligheden vil kunne vokse frem. At turde tale om tingene kræver, at du har tillid til, at han vil lytte og stadig vil dig.

Slip angsten - giv nærheden en chance

Sårende opførsel ødelægger tilliden

Jeg kan godt forstå, at du er blevet forvirret og føler dig såret. Jeg lægger mærke til, at du ofte bruger ordet ”føler”. Du føler det næsten som han skubber dig væk, men igen: Du ved det ikke, for du har ikke fortalt ham det. Men din følelse er dog stadig vigtig! For den viser dig, hvem du er og hvad du synes er i orden. Jeg mener heller ikke, det er en ok opførsel, han har, når du er i tvivl om han mener det eller om det bare er for sjov. Han har også et ansvar som kæreste, nemlig at opføre sig respektfuldt og omsorgsfuldt overfor dig, hans kæreste. Det er en sårende opførsel, han har og den ødelægger tilliden i jeres forhold.

Facade udadtil - en anden sammen med dig.

Du skriver, at han faktisk har været lidt forvirrende i sine signaler lige siden du lærte ham af kende. Nogle mennesker kan have svært ved at finde ud af, hvem de er og hvad de vil. De kan være meget forvirrende at være sammen med, men det bunder ofte i usikkerhed. Kunne det tænkes, at han er usikker på sig selv og derfor sætter en facade op, når han er ude blandt andre, men når han er sammen med dig alene, kan han slappe af og bare være sig selv?

Vær tydelig og vis respekt for egne behov og grænser

Du skriver lidt om, at det er din egen skyld. Egentlig er det underordnet, hvis skyld det er. Det drejer sig om, at se fremad. Du er blevet klogere og er blevet opmærksom på, hvad du ønsker i et forhold og hvor dine grænser går og du kan nu tage ansvar for at vise det mere tydeligt i fremtiden. Det er vigtigt at være tydelig omkring sine grænser, for at du kan være med til at opbygge et sundt og tillidsfuldt forhold. Om det så bliver muligt sammen med din nuværende kæreste eller det bliver en anden må tiden vise. Du er en unik pige som fortjener at blive behandlet med respekt!

Jeg håber, at det gav dig stof til eftertanke og du må endelig skrive igen, hvis der er noget, du vil have uddybet.

Med venlig hilsen

Hannah Søvndal 

Annoncer