Kære J!
Tak for din mail.
Hun er vist meget umoden
Du lyder som en, der rigtig gerne vil gøre det rigtige. Du har fortrudt, at du slog op med din kæreste. Har du spurgt dig selv, hvorfor du har fortrudt?
Jeg tænker ikke, hun er noget for dig lige nu. At hun, som du skriver, hader sin kusine, fortæller rigtig meget om hende. For mig fortæller det, at hun er meget umoden og har brug for arbejde med hendes forhold til andre. Hun kan ændre sig, og hun kan blive noget for dig, men mit bedste råd vil være at holde øje med, hvilken udvikling der sker med hende.
Måske kan du få noget ud af at læse svar til en anden: Fortryder jeg slog op men er alligevel i tvivl – hvad gør jeg?
Hård og gavnlig proces
Husk at være kritisk i forhold til, hvem du vil være ven eller kæreste med. Du vil altid blive præget af dem, du er sammen med – ofte uden du selv opdager det.
Måske synes du, det hele er meget hårdt lige nu. Men husk, at det ofte er i de hårde tider, vi udvikler os mest. Jeg tror, den proces du er i midt i, er rigtig gavnlig for dig og vil kunne være med til at give dig visdom til at være sammen med andre på en ny og positiv måde.
Du kan læse artiklen Skal jeg blive eller gå fra min kæreste? og få hjælp til nogle af de tanker, du går med.
Bed Gud om visdom
Det er så dejligt, du skriver, at du beder for de to piger, for det gør en kæmpe forskel. Det betyder ikke, at det altid vil være nemt for dig at forholde dig til pigerne, når du møder dem. Jeg tror, det vil kunne hjælpe dig at bede om visdom til at møde dem på den rigtige måde.
Find en god ven at snakke med
Jeg tænker også, du har rigtig meget brug for at finde ud af, hvad du gerne vil. Hvis du ikke har en god ven at snakke med, så prøv at finde en. Ofte giver det et klart billede af ens egen situation, når man får tingene sagt højt og tænker over dem sammen med en ven, man har tillid til.
Jeg ønsker dig en fantastisk fremtid.
Kærlig hilsen
Jens Ole