Forelsket i lærer – kan han lide mig?

Vis spørgsmål

Jeg er forelsket i min lærer, som jeg ikke rigtig kan finde ud af, fordi jeg synes, han behandler mig anderledes end de andre i klassen, og han kigger meget på mig, men kan ikke finde ud af, om han mener noget med det.

Som sagt er jeg rigtig forelsket i ham, så er det bare mig, der lægger noget forkert i det? Jeg tør ikke snakke med ham om det, for hvad nu hvis han ikke vil snakke med mig efter det.

Vi snakker meget sammen i timerne og griner og har det sjovt; vi har også snakket om vores fritid. Hver gang han snakker til mig, er der fuld øjenkontakt.

Han bliver 25 år, og jeg er 16.

Ved ikke, hvad jeg skal gøre, giv mig nogle råd ...

NNN, 16 år

SVAR:

Kære NNN 

Først har jeg lyst til at sige, at det, du oplever lige nu, er der flere, der har oplevet – og kommet igennem – så bare rolig, du skal nok finde en vej gennem det. Du er heller ikke alene med følelsen af, at tingene er komplicerede. At blive forelsket i sin lærer kan komme til at fylde rigtig meget, fordi man i de fleste tilfælde oplever at se sin lærer hver dag. Jeg kan godt forstå, du ikke helt ved, hvad du skal gøre.

Risiko for fejltolkning

Når man er forelsket, tolker man alle mulige signaler for at finde ud af, om forelskelsen er gengældt. I dit tilfælde, hvor det er din lærer, kan det være særligt svært at tolke tingene rigtigt, fordi lærere som udgangspunkt godt kan lide at være sammen med børn og teenagere (ellers burde de nok ikke have valgt jobbet ;o) og derfor ønsker læreren at være sød og rar ved alle sine elever. Øjenkontakt og humor betyder meget i relationen mellem læreren og eleven for at skabe den tillid, der skal til, når man skal være sammen om undervisningen i klassen. Derfor foregår der rigtig mange helt almindelige ting i jeres relation, som du nemt kan komme til at misforstå. 

Ulykkelig forelskelse

Du sidder lige nu fast i en ulykkelig forelskelse, og som jeg ser det, er der er to måder at slippe ud af en ulykkelig forelskelse på: Enten bliver man kærester, eller også opgiver man håbet om at blive det – hvilket absolut er lettere sagt end gjort. 

Det lyder nok lidt kontant i dine ører, men jeg tror, den sidste løsning er den mest sandsynlige. Han er en hel del ældre end dig og forestiller sig sandsynligvis ikke, at han skulle blive kæreste med en af sine elever. Desuden ville han efter al sandsynlighed blive fyret, hvis han indledte et forhold til en af sine elever. 

Opgiv håbet og bliv fri

Den eneste løsning for dig er, at du for alvor opgiver håbet om at blive kæreste med din lærer. Men det kræver, at du tager en klar beslutning om, at du vil opgive håbet, ellers hjælper det ingenting. Nogle får hjælp af at aflægge et løfte til sig selv, hvor du siger højt for dig selv, at du ønsker at slippe ud af din ulykkelige forelskelse.

En anden rådgiver har her på sitet givet en rigtig god metode, du måske kan bruge for at komme ud af din forelskelse. Kort sagt handler metoden om at skrive to lister på et stykke papir med overskrifterne: ”Derfor bliver det aldrig os” og ”Dette gjorde jeg, for at holde liv i mit håb”. De to lister skal man læse ofte – gerne dagligt – så man hele tiden bliver mindet om sin beslutning om at opgive håbet.

Du kan finde vejledningen her i svaret til en anden i lidt samme situation som dig: Ulykkelig forelsket i min lærer – hvad gør jeg? 

Jeg håber, du finder din vej igennem det, og at mit svar måske har hjulpet dig lidt i den rigtige retning.

Venlig hilsen
Benjamin Hougaard

Annoncer