Forelsket i bedste veninde, men ser hun mig som kærestemateriale?

Vis spørgsmål

Jeg er en fyr i 20"erne, som har en helt fantastisk veninde, jeg er blevet forelsket i. Vi har altid kendt hinanden, men kontakten har været on/off undtagen de sidste 5-6 år, hvor vi har været bedste venner.

Jeg har været single i efterhånden lang tid nu, og hun er også blevet single for ca. et år siden. Hun har nu også fået et barn.

På det sidste har jeg dog fået mange stærke følelser for hende, og jeg tror bare ikke, det er gengældt på samme måde. Vi passer super sammen, og hun joker lidt med, at vi burde være sammen. Jeg tror ikke, hun har dybere mening med det, men jeg er også dårlig til at tyde sådan noget.

Vi bor langt fra hinanden, men jeg flytter snart til samme by. Lige nu ser vi mest hinanden på weekend-basis engang imellem.

Jeg ved også, at hun så småt er på udkig efter andre fyre, og det nager mig lidt. Jeg føler, at hvis hun får sig en ny kæreste, vil jeg nok afbryde forbindelsen mere eller mindre og holde mig på lang afstand.

Jeg føler næsten, at jeg har 2 muligheder:

At jeg bider det i mig og håber, det går over, eller at hun tager mere initiativ

At jeg kan fortælle, hvad jeg føler og at hvis hun afviser mig, fortælle hende, at jeg nok bliver nødt til at holde lang afstand til hende for at prøve og komme over det.

Vores venskab betyder meget for mig, og jeg ved, at jeg betyder meget for hende, men om hun ser mig som kæreste-materiale, ved jeg ikke.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.


Håber I kan hjælpe

Søren, 23 år

SVAR:

Kære Søren

Tak for din mail til Adam&Eva.

Først vil jeg sige til dig, at du ikke er alene med det, du oplever.

Følelser gør noget ved os

Mange unge mænd oplever, at det kan være svært at holde fast i et venskab med en pige uden at opleve romantiske følelser. Det gør det dog ikke nødvendigvis lettere at opleve, men jeg vil gerne gøre det klart, at du ikke skal bebrejde dig selv dine følelser, selvom de i øjeblikket kan virke frustrerende. Da jeg selvsagt ikke kender din venindes tanker og følelser for dig, vil jeg ikke begynde at gætte på, hvordan hun vil reagere, hvis du fortæller hende om dine følelser. I stedet vil jeg tage udgangspunkt i, hvad det kan gøre ved dig at opleve disse følelser.

Pas på dig selv

At opleve følelser for en anden person, som man ikke er sikker på er gengældt, kan være utrolig opslidende. Den danske forfatter Herman Bang sagde ”Det er så svært for den, der elsker, at gå ved siden af den, der kun holder af”, og jeg tror, at dette citat netop omhandler forelskelsen og måske nogle af de følelser, som du beskriver.

Flere forskellige følelser i spil

Ud fra din mail fornemmer jeg, at du oplever flere forskellige følelser på samme tid, men det er ikke sikkert, at du kan genkende alle dem, jeg forestiller mig, at du oplever. Først og fremmest får jeg en opfattelse af, at du er forvirret. Forvirret omkring hvad der vil være det ’rigtige’ at gøre i den situation, som du står i og forvirret omkring, hvad der skal ske, når du flytter til samme by som hende. Du giver også udtryk for, at hun selv joker med, at I burde være sammen, hvilket jeg kunne forestille mig forvirrer dig endnu mere.

Derudover fornemmer jeg, at du føler dig skræmt og bange for, hvad dine følelser kommer til at betyde for jeres forhold. Du skriver, at jeres venskab betyder meget for jer begge, og det kan være, at du er bange for at miste hende som veninde. At gå med sådanne følelser og en sådan usikkerhed kan være meget tungt, og derfor vil jeg opfordre dig til at passe på dig selv og ikke gå med følelserne for længe. Jeg forstår, hvis du er bange for, hvad det kan betyde for jeres venskab at fortælle hende om dine følelser, men du skal også huske at overveje, at det kan have konsekvenser for dig selv, hvis du ikke gør det.

Din forelskelse er et stor kompliment til hende

Hvis du beslutter dig for at fortælle hende om dine følelser, så husk på, at din forelskelse i hende i virkeligheden er et stor kompliment til hende. Du giver jo udtryk for, hvor meget hun betyder for dig. Skulle forelskelsen ikke være gengældt, er det ikke sikkert, at du behøver distancere dig fra hende, men det kan godt være. Det kan være, at det ændrer noget inde i dig at høre hende sige, at I ikke skal være kærester, så du selv kan se, at det er bedst, at I bare er venner. Det kan også være, at du, som du selv skriver, bliver nødt til at trække dig. Lige meget hvad er det vigtigt, at du lytter til dig selv og er ærlig over for dig selv ift., om det er godt for dig, at blive ved med at omgås hende.

Jeg forstår godt, hvis du leder efter det ’rigtige’ at gøre i situationen, men jeg tror ikke, at der er ét rigtigt svar. Lige meget hvad du beslutter så husk på, at du ikke har gjort noget forkert, og at det ikke er din ’skyld’, at du har fået følelser for hende. Den slags sker bare. Og hvem ved – måske er det slet ikke en skidt ting.

Kærlig hilsen, Niels Peter Nielsen

Annoncer