Føler os alene - hvordan blive den familie vi skulle have været?

Vis spørgsmål

For 3 år siden tog mit liv en hurtig drejning, idet jeg mødte min kæreste. Han var kun min 2. kæreste og bare så super skøn (vi er også sammen i dag). Da vi havde kommet sammen i 3 måneder stod jeg pludselig med en positiv graviditetstest.

Vi valgte at beholde barnet udelukkende baseret på instinkter om, at vi passede perfekt samme, og det gjorde vi også. Alligevel har jeg en noget trist historie at tilføje. Problemerne startede i det små for os, idet jeg blev mobbet ud fra arbejdet, da vi ventede barn sammen. Jeg mistede jobbet og min bolig. Det føltes som om, alting gik alt for stærkt. Jeg traf beslutningen om at flytte ind hos min kæreste (mit barns kommende far)

Vi gik godt i spænd, selv om jeg savnede mit eget sted at bo, og jeg var noget forvirret over alle de nye omvæltninger, der dengang ikke føltes rare. 2 måneder før en fødsel, jeg slet ikke var klar til mentalt, faldt min mor død om med et hjertestop. Jeg har siden dengang ofte følt mig meget splittet. Det var som om mit liv blev vendt på hovedet.

Vi stod nu som nybagte forældre ude af stand til at føle glæde, men vi hjalp hinanden og vi elskede vores lille søn højt. Vi var bare som skabt til at skulle have børn sammen. 9 måneder senere besluttede vi, at den lille skulle have en broder. Da nyheden blev fortalt til svigerfamilien, som nu var den eneste familie, vi havde tilbage, blev vi ikke lykønsket.

Vi har siden ikke set noget til dem og i dag har vi 2 superskønne børn, en på 3 og en på halvandet år. Men jeg føler stadig at livet er en kamp. Jeg synes, det er så svært at få rettet op på alting.

Vi mistede begge vores job og kæmper med økonomien. Vi er flyttet et nyt sted hen for at starte på en frisk, men det er også meget ensomt at være ny i en by, når vi ingen familie har.

Jeg har svært ved at tro på, at der venter os noget godt. Det positive ved min fortælling er, at mig og min kæreste er blevet så meget mere forelskede igennem alt det, vi har været gennem, at jeg kun ønsker at leve mit liv med ham, og også drømmer om flere børn.

Det betyder ikke, at hverdagen ikke er hård, for vi har jo valgt at starte fra 0 igen, da vores gamle liv i den gamle by ikke fungerede. Det gjorde det ikke, fordi vi blev svinet til, af de gamle kolegaer samt svigermors veninder, når vi gik på gaden med vores baby.

Det er meget voldsomme og traumatiske oplevelser, vi begge har haft, da vi valgte at blive en lille familie. Jeg er så utrolig bevidst om, hvordan vores liv ville have været, hvis vi ikke var kommet ud for alle de ting.

Så er mit utroligt svære spørgsmål: Hvordan kommer vi videre, når vi tit er så bange, fordi vi føler, vi står så helt alene i verden? Kan ens vilje til at ville have et normalt liv og bare være sammen med hinanden være nok til at rette op på alt?

Vi føler at vi ikke er gode nok som dem, vi er, fordi min kærstes forældre har slået hånden af os. Håber du kan sende os nogle optimistiske svar.

Hilsen en pige, der bare drømmer om at være sammen med sin kæreste uden konstant at være ked af, hvad vi har været ude for!

J, 29 år

SVAR:

Kære J

Meget blev ikke, som du drømte om

Du skriver, dit liv tog en hurtig drejning for tre år siden. Ja, hold da op en traumatisk begyndelse I har haft, da I valgte at blive en lille familie: Gravid tidligt i et nyt kæresteforhold - mobbet ud på arbejde – din mor dør to mdr. før du føder 1. barn - beslutter endnu et barn efter 9 mdr. - svigerforældre slår hånden af jer - mobbet på gaden – sårede følelser - flytter til ny by - kender ingen - ingen netværk - ingen familie - intet arbejde - dårlig økonomi - svært ved at tro der venter noget godt og føler livet er en kamp.

Tillykke med din lille kernefamilie!

Jeg læser dog også noget helt andet. Jeg forstår, at du har valgt den helt rigtige mand, og at I fortsat elsker hinanden – og I har fået to superskønne børn, som I elsker højt, som nu er 1½ og 3 år gamle. Jeg hører ingen fortrydelse i de valg, I har taget i forholdt til hinanden og jeres fælles børn. Det, synes jeg, er stærkt og smukt og den allerbedste grund til at tro på en meget lysere fremtid for jeres lille familie. I har formået at holde fast i det, der er værdifuldt for jer – hinanden og børnene. Tillykke med det. Som jeg ser det, giver det de allerbedste forudsætninger for en fremtid, der er i overensstemmelse med det som, I synes, giver livet værdi.

Sorg forbundet med tabet af det, du drømte om

Du skriver, at du er: ”... så utrolig bevidst om, hvordan vores liv ville have været hvis vi ikke var kommet ud for alle de ting ...”

Og det må gøre ondt at tænke på. For der er noget, der er uopretteligt, fx din mors pludselige død. Sikke et savn der må være i dig over at have mistet hende – også savnet og tanken om din mor, og dine børn som aldrig fik mulighed for at kende hende - og en mormor der aldrig fik set sine dejlige børnebørn.

Jeg tænker, om du nogensinde fik tid og rum for din egen sorg over dit tab af din mor? Du fik jo ikke mulighed for at tage afsked med hende, da hun døde så pludseligt. Tænker om du måske har behov for at ”skrive til hende” om, hvordan livet ville have set ud, hvis hun havde været her, skrive om dine drømme, dit savn og sorg og måske vrede over, at hun ”bare forsvandt” ud af dit/jeres liv. Du kunne evt. grave brevet ned, der hvor hun er begravet.

”Vi føler, at vi ikke er gode nok, som dem vi er, fordi min kærestes forældre har slået hånden af os,” skriver du.

Også det er et tab og en sorg, men måske ikke uopretteligt? Jeg forstår slet ikke dine svigerforældres måde at reagere på overfor jer – hvad handlede det om? Kan de inviteres ind i jeres liv, som det er nu, eller frygter I endnu en afvisning fra dem, hvis I forsøger? Og er de det værd?? Er de gode nok til at være bedsteforældre? For netop du og din mand har i den grad vist, at du/I vover at stå ved at være dem, I er. Og I er gode nok!

Hvilke kontakter kunne være gode for jer?

Er der andre familiemedlemmer, I kunne have kontakt med? Søskende, onkler, tanter, fætre, kusiner osv? Måske er der bare én person, I kunne få lyst til at byde indenfor i jeres liv?? En der tidligere har været en positiv kontakt til? Det kunne også være en veninde/ven/klassekammerat fra tidligere?

Du spørger: ”Hvordan kommer vi videre, når vi tit er så bange, fordi vi føler, vi står så helt alene i verden. Kan ens vilje til at ville have et normalt liv og bare være sammen med hinanden være nok til at rette op på alt?”

I har et godt udgangspunkt

Jeg tænker, du/ I har alle forudsætninger for at få det liv, du/I gerne vil have, når du/I står ved jer selv og jeres værdier, tror på de beslutninger du/I indtil nu har taget er gode og rigtige for jer, er stolte over jeres valg og handler i overensstemmelse med det, der er dine/jeres værdier.

Vov jer ud i verden, som dem I er

Jeg tænker også, I har brug for andre mennesker i jeres liv. Børn er tit de allerbedste til at skabe kontakter med andre. Det kan være gennem børnehave, legestue, mødregruppe – kirke i børnehøjde – nogle der er fælles interesse med.

Tænker også det er vigtigt, at en af jer får arbejde eller uddannelse, så økonomien forbedres og muligheden for udfoldelser og samvær med andre ikke hindres af mangel på penge. (Let sagt af mig – jeg ved, det er svære tider ...)

Jeg tror, det er meget vigtigt at komme fri af frygten for at stå alene i verden. Du og din mand har vist, at I er i stand til at holde fast i beslutninger, handle i overensstemmelse med jeres værdier, og at I er gode for hinanden, også i modgang og det daglige slid med to små børn, som I elsker højt.

Så vov at blive ved med at ”være dem, I er” – og vov jer ud blandt andre i livet – for I er ikke alene, I skal måske ”bare” finde jeres venner og familie igen eller for første gang.

Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen

Annoncer