Følelser for en bedste ven - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg skriver til jer, fordi jeg gerne vil have jeres hjælp. Der er den her pige, vi har kendt hinanden i omkring et år, og vi har været bedste venner siden.

Der er bare det problem, at jeg har fået følelser for hende. Jeg har prøvet at finde ud af, om hun har de samme følelser for mig, som jeg har for hende - og udfra en masse "research" kunne jeg konkludere, at hun også var temmelig vild med mig.

Jeg har ikke rigtig gjort noget ved vores forhold, da jeg er en smule bange for at miste hende helt. Men nu er det sådan, at jeg er bange for, at vi er ved at glide fra hinanden. Hun svarer ikke så tit på mine beskeder mere. Men når hun svarer, skriver hun, at hun elsker mig og jeg er den sødeste dreng i verden. Hvad gør jeg? Jeg vil utroligt gerne have noget kørende med hende, noget lidt mere end bare venner.

Kh F, 15 år 

 

SVAR:

Hej F

Mange tak for din mail.

Når venskab bliver mere end venner

Det kan være en rigtig svær situation, hvis man får følelser for en god ven. Man kan næsten ikke tænke på andet. Det kan fylde ens hverdag fra start til slut. Det kan især fylde rigtig meget, når man ikke er helt sikker på, hvordan den anden har det. Man kan, med god grund, være bange/nervøs for at tage det næste skridt og fortælle, at man har følelser for hende. Er følelserne gengældt - og hvad gør jeg, hvis de ikke er? Ofte er det spørgsmål som disse, der næsten kan gøre os helt handlingslammet. Der er jo meget på spil.

Du skriver, at du har lavet noget research - hvor du har en god fornemmelse af, at hun også har været vild med dig. Ud fra hendes svar fra SMS - så tyder det også på, at hun har nogle følelser for dig. Men selvom man har en god fornemmelse, så vil man ofte gerne have det sort på hvidt - for det er nemmest at forholde sig til.

Afklaring kan give ro i sindet

Vi kan ikke fortælle dig, hvad du præcis skal gøre - det er dit eget valg, men vi vil gerne give dig et råd, som vi også har givet til andre.

Selvom der er rigtig meget på spil, så er vores råd til dig, at du er ærlig over for hende og meget snart fortæller, hvordan du har det. Uvisheden kan være svær og frustrerende at gå rundt med i lang tid. Det kan være rigtig svært at tage det skridt og fortælle hende det, og det kræver en stor portion mod. Vi vil anbefale, at du tager denne snak med hende face to face. Aftal et sted I kan mødes.

Måske fortæller hun, at hun også følelser for dig, og så er det jo rigtig dejligt - eller måske har hun brug for lige at tænke over det, og det behøves ikke at skulle tolkes som noget negativt.

Men det kan også gå den anden vej. Hvis følelserne ikke er gengældt, så vil det selvfølgelig være rigtig hårdt den næste tid, da du jo skriver, at du har følelser for hende. Men selve afklaringen kan give dig ro i sindet ment på den måde, at du så ved du, hvad du skal forholde dig til. Det kan hjælpe dig til at komme videre.

Hent også inspiration ved at læse artikler og svar under temaet Fra venner til kærester.

Vi håber, at svaret kan være til en lille hjælp. Held og lykke med det.

Kh Simon & Else

Annoncer