Er jeg forelsket i min efterskoleflirt?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg går på efterskole. Jeg er begyndt at kysse med en fyr. Jeg er rigtig glad, når jeg ser ham og bliver jaloux, hvis han er sammen med andre piger. Når jeg er sammen med ham får han mig også til at smile, men jeg tænker hele tiden, når vi er sammen: Er han den rigtige? Hvad synes andre ikke? Er han pæn nok? osv.

Det er så forfærdeligt, fordi ligeså snart vi ikke er sammen mere, holder jeg øje med, hvad han laver og siger. Jeg har en mærkelig følelse i maven, når jeg tænker på ham. Vi har det sjovt i hinandens selskab, og det er sjældent, man finder en, man klinger så godt sammen med.

Han har sagt til mig, at han er rigtig forelsket i mig og vildt godt kan lide mig, men problemet er bare, om jeg gengælder det? Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er forelsket eller ej.

Hvis jeg stopper vores forhold, tror jeg bare, jeg virkelig vil komme til at fortryde det, men jeg er også lidt bange for at fortsætte, hvis han får flere og flere følelser for mig, uden jeg giver igen. Jeg er virkelig forvirret og ved heller ikke helt, hvordan en forelskelse skal føles, da det er første gang, det er seriøst ... 

Håber I kan hjælpe mig lidt med at lade være med at være så forvirret omkring det.

(Det skal lige siges, vi er sammen cirka 1 time hver aften.)

K, 16 år

SVAR:

Kære K

Det er nogle gode tanker, du gør dig, og hvor er det flot, at du er bevidst om, hvad der er på spil.

At bruge tid sammen

Ud fra det du skriver, virker du til at have det godt sammen med ham. Du skriver direkte, at du godt kan lide at være sammen med ham, og at han får dig til at smile. Samtidig tror jeg også, han betyder noget for dig, når du vælger at bruge en time sammen med ham hver dag. Spørgsmålet er bare hvordan. Er det som ven eller som kæreste?

Bekymringer

Vi piger har det med at analysere situationer igen og igen – særligt når det kommer til forhold. Alligevel vil jeg gerne udfordre dig til at give lidt slip på de forestillinger, du har om “hvordan det skal føles” og “hvordan det skal være”. Du skriver, at du tænker meget over, hvad andre tænker om jer, og jeg kan forestille mig, at disse tanker står i vejen for, at du tør lade dine følelser få frit løb. Jeg vil derfor stille dig spørgsmålene: Tør du blive forelsket i ham? Har du lyst til at blive forelsket i ham?

Kærlighed mellem to mennesker opleves og føles forskelligt, og der er ikke en “rigtig” måde. Ofte har vi en masse forestillinger og forventninger om, hvordan det skal være, men heldigvis overrasker og overvælder kærlighed os ofte. Vi kan ikke styre forelskelsen – den gør os lykkelige og usikre på samme tid og ofte overrasker den os!

Snak med ham

Snak med ham og fortæl, hvordan du har det: At du godt kan lide at være sammen med ham, at du bliver jaloux, når han er sammen med andre piger, og at du tænker på ham, når du ikke ved, hvor han er. Fortæl ham, at du har brug for, I tager det stille og roligt, hvor I har det sjovt sammen, måske kysser lidt og snakker sammen. Jo mere ærlige, I er overfor hinanden, jo mindre forvirret bliver I måske begge med tiden. Sats på at blive gode venner, før I går videre med mange kærtegn – de kan nemlig være med til at forvirre følelserne hos jer begge.

Måske kan du få noget ud af at læse artiklen Sådan kan I få et bedre kæresteforhold og andre artikler og svar i vores tema Fra venner til kærester.

Jeg håber, du kan lægge dine tanker om andres mening fra dig og gøre, hvad du har lyst til, når du er sammen med ham.

De bedste hilsner
Malene

Annoncer