Kære Peternielsen87
Tak for din åbne og ærlige henvendelse til brevkassen. Du er begyndt at se din vens ekskæreste, og er nu kommet i tvivl, om det er rigtigt. Ellers ville du sikkert heller ikke skrive til brevkassen
Hvad mener du selv?
Som jeg læser din henvendelse, så går din bekymring mest på, hvad de andre vil tænke om det, din ven og jeres fælles omgangskreds.
Jeg vil gerne udfordre dig til at tænke lidt over, hvad du selv synes om dette. Hvis du nu forestiller dig, at du havde haft en kæreste, som du lige havde brudt op med, og din ven så begyndte at komme sammen med hende. Hvordan ville du selv have det, hvis det skete? Ville det være ok for dig. Og lad være med at svare for dig selv med det samme. Prøv lige at mærke efter, hvilken følelse det giver dig – og vær ærlig! Vi kan let komme til at svare hurtigt på sådanne ting, måske mest for at retfærdiggøre os selv. Når du har tænkt over det, hvad kommer du så frem til?
Venskabet
Som du måske kan fornemme i mit svar, synes jeg, du balancerer på kanten af, hvad der er rigtigt at gøre overfor sine venner. Ikke at du gør noget forkert som sådan, for de har jo slået op, men du risikerer helt klart, at det gør noget ved jeres venskab, som ikke er særlig godt. Så du skal måske være klar til, at det kommer til at koste jeres venskab – er du det?
Venner stoler på hinanden, regner med hinanden og bakker hinanden op – er du sådan en ven?
Du spørger om, hvornår din ven skal have det at vide. Hvis du/I virkelig beslutter jer for, at I skal være kærester, så synes jeg, at du skal fortælle ham det hurtigst muligt, så du er sikker på, at det kommer fra dig og ikke gennem andre.
Du spørger også, om du kan stole på din ven, hvis han siger god for det. Det kan jeg desværre ikke svare dig på, da jeg jo af gode grunde ikke kender ham, eller ved noget om, hvorfor de slog op. Men jeg kunne godt tænke mig, at vende dit spørgsmål lidt rundt.
Hvordan vil du reagere, hvis han ikke siger god for det? Vil I så droppe at blive kærester eller gør I det alligevel? Er det vigtigt for dig, at han siger god for det?
Når din ven og hans ekskæreste lige har afsluttet et forhold, er de sandsynligvis meget sårbare lige nu. Især med ting som angår hinanden. Det, synes jeg, du skal huske, når du lige har stillet dig midt i feltet imellem dem. Er der en chance for, at de finder sammen igen?
Dit valg
Det er lidt vanskeligt for mig, at svare dig helt konkret på dine spørgsmål, som du kan se. Det bliver lidt svævende, fordi der er så mange faktorer, der spiller ind.
Og her til sidst vil jeg kaste en mulighed mere op i luften for dig. Du skriver, at du og pigen har besluttet jer for at se, om der er noget imellem jer. Hvordan tænker I det skal forgå? I kunne jo starte med at blive gode venner, hvor I bruger tiden på at lære hinanden rigtig godt at kende, inden I kalder jer for kærester, kysser osv.
Jeg håber, du har fået lidt ud af mit svar, om ikke andet, så noget at tænke over…
Kærlig hilsen Steen