Kære M
Tak for din henvendelse til Adam og Eva. Det er vigtigt at få svar på de spørgsmål, som fylder, og vi vil meget gerne give svar.
Graviditet
Hvad er sandsynligheden for, at du er gravid? Hvis I har brugt kondom, som du beskriver, er muligheden nærmest lig nul. Et kondom er næsten 100% sikker, hvis det bruges hver gang under hele samlejet. Dog skal man være opmærksom på, om kondomet brister eller glider af, fordi det så ikke længere er et sikkert præventionsmiddel.
Brunt udflåd
Brunt udflåd kan skyldes flere ting, og du skal helt sikkert opsøge din læge, hvis det fortsætter. Det er dog mest sandsynligt, at du har fået en lille brist i skeden ved samleje. Den smule blod, som er kommet derfra, bliver brunt, ligesom den sidste del af menstruationsblødningen kan blive.
Det mellem linjerne
Du skriver, at du har været sammen med din kæreste i en måneds tid, og at du er ekstremt paranoid i forhold til en uønsket graviditet. De to oplysninger gør mig eftertænksom på især to ting:
1) At finde sin livsledsager er en meget stor beslutning. Der er mange ting, man med fordel kan tale om, vide om hinanden og opleve sammen, inden man ved, om personen er den eneste ene, som man ønsker at dele livet med – og få børn sammen med. Derfor er det en overvejelse værd, hvornår man går all in – og “sælger ud af hele butikken”. Med andre ord: Hvis du er bange for at blive gravid med en mand, du kun har været sammen med i en måned, kan jeg godt forstå det. Derfor må du overveje, om du skal sætte dig i den situation – eller om ikke det er bedre givet ud at lære ham at kende på alle mulige andre områder først.
2) Hvis han viser sig at være din “prins”, har I hele livet foran jer til et fantastisk sexliv, hvor det værste der kan ske er, at I skal undvære hinanden – ikke om I bliver forenet i et barn.
Måske kan du få input til dine overvejelser ved at læse artiklerne
10 gode grunde til at vente med sex
Værd at vente på
Prævention
Jeg ønsker det bedste for dig og dine følelser og din fremtidige rolle som partner, mor og dig selv, men det er dig, der bestemmer over dit liv :)
Jeg håber, du kan bruge mit svar – ellers er du meget velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Helle