Kære anonyme og bange pige
Jeg kan godt forstå, at du græder og er bange for at være gravid. Det kan være meget overvældende at sidde alene med frygten for at være gravid.
Kan du være gravid?
Jeg kan ikke ud af dit spørgsmål se, om du havde din menstruation lige inden, du begyndte at tage p-piller. Hvis du ikke havde det, så kan du desværre godt være gravid. Selvom I tidligere valgte at din kæreste trak sig ud, når han kom, vil der være en risiko. Der er nemlig ikke kun sædceller i sæden (som kommer, når manden har udløsning), men også i præ-sæden. Det er den væske, som kommer ud af penis, mens man har sex og inden udløsning.
Hvis du har haft menstruation lige inden, du påbegyndte dine p-piller, så vil sandsynligheden for, at du er gravid, være langt mindre. Men også her ser man en gang imellem, at man alligevel bliver gravid. Læs mere om det i dette svar Beskytter P-piller fra første pille efter en pause?
Få en afklaring
Så desværre kan jeg ikke være til så stor hjælp og sige noget med sikkerhed. Mit råd til dig er derfor (hvis du ikke allerede har fundet ud af, at du er syg), at du skal tage en graviditetstest. Du kan købe graviditetstester på apoteket og i almindelige dagligvarebutikker.
Hvis testen er positiv
Hvis det viser sig, at testen er positiv og du er gravid, så har du tre valgmuligheder: At gennemføre graviditeten og blive mor, at gennemføre graviditeten og bortadoptere barnet eller at få en provokeret abort. Det vil være en meget stor beslutning at tage. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at du finder en, du er tryg ved, og som du kan tale med om det.
I nedenstående artikel kan du læse nærmere om de valgmuligheder, du har, hvis du er gravid. Her kan du også finde telefonnumre, hvor du anonymt kan tale med en rådgiver: Uønsket gravid - hvad gør du?
Sex og tryghed
Som du nok har opdaget, er det stort ansvar at have sex, når man som jer ikke er parat til at få børn. Ingen præventionsform er 100 % sikker. Jeg tænker, at du og din kæreste muligvis ønsker at sætte jer lidt mere ind i de forskellige typer af prævention. Derfor vil jeg anbefale dig at læse artikler og svar til andre i vores tema om prævention.
Her til sidst vil jeg opfordre dig til, at du og din kæreste taler om det fælles ansvar, I har i forbindelse med sex, og hvordan I vil forholde jer, hvis du bliver gravid.
Med venlig hilsen
Birthe Rasmussen