Alt for følsom efter fars død – hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Kære brevkasse

For lidt over et halvt år siden mistede jeg min far af kræft. Det er selvfølgelig rigtig svært og fylder meget i min hverdag.

Efter det er sket, er jeg blevet RIGTIG, RIGTIG følsom. Det er, hvis der bare er en ovre i skolen, der gør en lille ting, så tænker jeg straks, at de er sure på mig og bliver derefter meget ked af det.

Det er også svært, hvis det er tætte veninder, der gør noget. Jeg bliver så ked af det og tænker over det i flere dage efter og føler aldrig, det går væk.

Der er altid en eller anden oppe i mit hoved. Jeg ville bare ønske, at jeg var ligeglad med, hvad folk tænkte og kunne sige til mig selv, at den sorg omkring min far er der intet, der kan overgå. Men jeg er bare så følsom; jeg har altid været det, men ekstra meget nu. Hvad skal jeg gøre? 

M, 16 år

SVAR:

Kære M

Mange tak for dit spørgsmål. Det gør mig rigtig ondt at høre, du har mistet din far alt for tidligt, og selvfølgelig vil det fylde meget i din hverdag. Når en af vores allernærmeste går bort, mærker vi en stor sorg, og det er en helt normal reaktion på tab. Sorg er kærlighedens bagside, og den mærkes særlig meget, når du mister en, som har mødt dig med megen kærlighed, og når det er en, du har elsket meget.

Sorg tager tid og du må give den plads

Du skriver, at efter din fars død er du blevet RIGTIG RIGTIG følsom, og at du i forvejen er følsom. Der er ingen følelser, som er forkerte. Lige nu reagerer du følelsesmæssigt ved at være ekstra følsom. Sorgen har mange ansigter og opleves forskelligt. Den kan komme og gå som i bølger. Sorgen tager tid og skal have sin plads.

Du skal ikke gå alene med sorgen

Det er vigtigt for dig, at du har nogle at dele dine følelser med, for der er ingen, der skal gå alene med sin sorg. Det skal være nogle, der kan bære alle de mulige frustrationer, du har. Måske er der en voksen i familien eller et andet sted, hvor du færdes, en som du har tillid til at opsøge. De fleste voksne vil kun blive glade for, at blive vist den tillid, at du ønsker at dele nogle af dine tanker og følelser med dem.

Jeg ved, der også findes sorggrupper via fx Kræftens bekæmpelse eller i Folkekirkesamvirket. Det er altid godt at møde andre i samme situation, at kunne dele sorg og savn og mærke, at man ikke er alene.

Efter nogen tid vil du opleve, at sorgen ikke fylder så meget og ikke er i dine tanker hele tiden.

Giv også plads til ting, der gør dig glad

Det bedste, du kan gøre, er at bruge tid sammen med nogle, du rigtig godt kan lide, som du kan stole på og få nogle gode oplevelser sammen med. I kan evt. lytte til musik, se en god film eller en smuk solnedgang. At du hygger dig og er glad betyder ikke, at du forråder din far, som du har mistet, eller at du mister minderne. Små oaser i sorgen kan gøre godt. At komme videre efter at have mistet en far er ikke det samme som at glemme ham. Du skal stadig leve videre, og samtidig er det muligt også at huske på din far.

Gør noget godt for dig selv

Jeg vil også råde dig til at få en god nattesøvn, spise sundt og motionere. Motion kan hjælpe på humøret, evt. bare gå en tur hver dag, måske sammen med din mor, søskende eller en veninde.

Jeg håber, du vil søge den hjælp, du har brug for, til at komme godt igennem din sorg. Du er altid velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen
Lise

Annoncer