Kære Sofie
Først, tak for din tillid. Jeg håber meget, at jeg kan være dig til lidt hjælp. Jeg forstår godt, at der har været mange tårer. Det er samtidig forståeligt, at du ikke orker flere tårer, men det er godt, at du kan græde. Det viser, at du har kontakt til dine følelser, og det er vigtigt for dit liv. Tårer er vigtige, fordi de kan være med til at vaske sindet rent fra meget af den forvirring og sorg, som dine oplevelser med din farfar har efterladt i dig.
Når jeg læser dit brev, ser jeg, at du har oplevet det, mange incestoverlevere oplever. Nemlig, at det er svært at forstå og acceptere, at den, der skulle passe på dig, kan handle, som din farfar gjorde. Han gjorde dig fortræd og bildte dig samtidig ind, at det var kærlighed. Det er som at være fanget i et garn. Som lille kunne du mærke, at det ikke føltes godt, men et barn har ikke ord til at bede om hjælp. Hvordan skulle du have forklaret dine forældre, at du ikke brød dig om farfars kærlighed. Umuligt.
Ikke din skyld
Det glæder mig at læse, at du har taget imod den sandhed, at det ikke var din skyld. Hold fast i det, hvis du skulle komme i tvivl.
Du skriver: "jeg kan sagtens snakke om det, uden at blive ked af det. Men når jeg er alene og tænker, vil jeg virkelig ikke ha, at jeg kan huske det, jeg vil ikke ha, at det er sket og jeg vil ha de onde minder ud!". Når jeg læser det, du skriver her, forstår jeg dig godt. Hvor havde alting dog været anderledes, hvis det ikke var sket. Men det er sket, og det er vigtigt at huske det. Ikke på en måde der ødelægger dit liv, men på en måde der kan hjælpe dig videre i dit liv. Jeg tænker, du kan have meget glæde af en sætning, som du kan sige til dig selv, når du er alene og disse tanker kommer. En sætning, der kan vende det negative til noget positivt. Du kunne sige noget i retning af: "Jo, Sofie det er sket, det er netop sådan det er, men det er historie, det er noget, der sket for lang tid siden, og jeg har klaret det. Nu vil jeg lære at bruge det, der er sket, til gavn for mig selv og andre".
Når det er vigtigt, at lade det være der, og at koble det sammen med dine drømme for fremtiden (at hjælpe andre), er det fordi, det kan hjælpe dig til at blive stærkere og mere fri. Når vi forsøger at få det væk eller benægte det, der er svært, vil det let komme til at fylde mere i vores tanker. I stedet for at gøre os fri, kan kampen for at få det væk næsten spærre os inde i den onde historie. Accepterer vi, at det er der, men ved, at det ikke behøver at styre vores liv, så kan vi lære at leve frit, selv om det er der. Ja, vi kan endda opleve, at der skabes drømme om at hjælp andre. Hvis du lærer at slappe af i forhold til, at det er der, kan det endda være med til at udruste dig til at blive en god hjælper for andre en dag.
Den første hjælp
Når jeg læser om den hjælp, du har fået efter din mor fik besked. Du skriver lidt om retssag og psykologhjælp m.m. Det er som om, den første hjælp ikke skabte afklaring hos dig, men måske mere forvirring. Det kan der være mange grunde til, men hvor er det dog godt, at din veninde var der, til at hjælpe dig med at se, at din farfars handlinger ikke var kærlighed.
Når jeg læser dit brev, er der meget, der tyder på, at du er nået langt med dit liv, siden du lærte sandheden at kende. Samtidig er der noget i dit brev, der tyder på, at samtalerne hos psykologerne er stoppet. Måske er der nogen, der har fortalt dig om nogle tilbud, steder, hvor du kan få hjælp, når du igen var klar til det. Oplysninger, som du har glemt, fordi det ikke var aktuel for dig, da du hørte det.
Prøv at tænke tilbage, se om du kan komme i tanke om, om nogen har fortalt dig, hvor du kunne få hjælp. Mange gange sker der så mange ting omkring os, når vi er midtpunkt i en historie som din, at det er svært at tro på sig selv, have tillid til andre, modtage hjælp og høre alle de informationer, man får. Spørg evt. din mor om, om der har været tale om, hvad du kunne gøre, hvis du senere skulle få brug for hjælp.
At komme videre
Du spørger, om vi kender en støttegruppe, som du kan komme i. Jeg har undersøgt, om jeg kunne finde en gruppe på nettet, men det er ikke lykkedes, der er ikke mange tilbud om støttegrupper for unge under 18 år.
Måske er der en mulighed hos: TubaDanmark.dk. Du kunne kontakte dem og høre ad.
Jeg giver dig også et par andre link, som måske kan hjælp dig på vej:
Landsorganisationen mod seksuelle overgreb
Red Barnet/hjælp og rådgivning i forbindelse med seksuelle overgreb
Da jeg ikke helt ved hvilken Kommune, du bor i, kan jeg heller ikke rette henvendelse direkte til dem, men måske afdelingen "Børn og Familier", i din kommune har en gruppe for unge. Du kunne spørge din læge, om han vil hjælpe dig. Viser det sig, at der ikke er en gruppe, hvor du bor, så tænker jeg, at det vil være en god ide at bede lægen hjælpe dig med en henvendelse til flere terapitimer, så du kan få talt om, hvad det gør ved dig, det du er fyldt af. Jeg ville ønske, at jeg havde været i stand til at give dig mere, og jeg ønsker så meget for dig, at du må finde den gruppe, som du ønsker at deltage i. Lykkes det ikke nu, så giv ikke op. Jeg ønsker dig alt godt.
Kærlig hilsen Gunhild Aaen Madsen Psykoterapeut MPF
