Hej Bolette
Tak for dit brev.Ved at spørge får du mulighed for at se tingene fra en helikopter, så at du får lidt mere overblik over, hvordan det er at være dig nu, og hvad der er rigtigt/ikke rigtigt for lige præcis DIG.
At afklare ting i rigtig rækkefølge
Det allerførste, jeg kom til at tænke på, og som jeg har lyst til at spørge dig om, er:
- Er du afklaret med, at du ønsker at være kæreste med en mand på 40 år?
- Har du tænkt på, at når du er 40 år, er han 55 år?
- Har du tænkt på, at når du er 50 år, er han 65 år?
- Har du tænkt på, at hvis du ønsker at blive mor, vil børnenes far være 15 år ældre end dig?
- Har du taget tid til at overveje, hvad det er, der gør, at du lige netop har sagt ja til at være kæreste med denne 40årige?
Jeg kender nogen, som har valgt at blive gift og få børn sammen, hvor der er stor aldersforskel.
Jeg kender også nogen, som på et tidspunkt kom sammen med en, som var meget ældre, og som stoppede med forholdet.
Det er meget vigtigt, at du tager tid til at overveje, hvad netop DU tænker omkring jeres forhold. Valget og ansvaret er nemlig lige præcis DIT.
Handl på det DU mener og tænker
I dit brev skriver du, at I i første omgang var sammen et års tid, og at I nu har været kærester i 4 måneder. Endvidere fortæller du, at du har det godt. Ud fra dette lyder det til, at du har valgt ham til og ønsker forholdet.
Ved at overveje mine spørgsmål ovenover, kan du måske mærke, hvad du inderst inde ønsker. Hvis du fortsat ønsker at være kæreste med ham og har gennemtænkt jeres forhold, kan det være vigtigt at holde fast i det. Jo mere du har gennemtænkt jeres forhold, jo stærkere står du over for dine forældre.
Afklaring af relation til sine forældre
Du fortæller noget om dit forhold til dine forældre:
- Jeg er forkælet.
- Jeg er overbeskyttet.
Du har også nogle erfaringer:
- Sidste gang faldt det ikke i god jord, da jeg fortalte, at vi var kærester.
- De vil overtale mig til at afslutte forholdet.
Jo mere du ved, hvad der er gang i, jo bedre kan du overveje, hvad du har mulighed for at gøre ind i det.
Forlade-slippe-situationer
Mange gange i far/mor-barn relationen er der brug for, at mor og far slipper deres barn. F.eks.:
- Når barnet skal i bh.kl.
- Når barnet skal på efterskole.
- Når barnet skal giftes.
For nogen forældre kan det være svært at slippe sit barn. Det kan f.eks. betyde, at forældrene overbeskytter/forkæler sit barn. Det kan også betyde, at barnet mangler frihed til selv at vælge og tage ansvar for sit eget liv.
Hvis forældre holder fast i deres barn, kan det være svært for barnet at slippe far og mor. Det er nemlig også vigtigt, at barnet slipper sin far og mor. Læs evt. mere om det her:
At give sig selv lov til at vælge
Måske det er meget nyt for dig, men jeg har lyst til at fortælle dig, at en pige på 25 år har lov til selv at tage beslutninger i sit liv. Du har helt lov til at tage ansvar for, hvem du ønsker at dele livet med. Det vigtige er, at du tager dig tid til at finde ud af, hvad DU ønsker og VIL, så at du kan få mod til at handle på det.
At forberede sig
Er det en mulighed, at du forbereder dig til at fortælle dine forældre, hvad DU har valgt? :
At du fortæller dem, at de måske har et andet syn på det med at være kærester med en mand, der er 15 år ældre end dig, men at DU har valgt det. Måske du også kan sige, at du ikke har brug for, at de forsøger at overtale dig til at stoppe forholdet. Ved at du giver dig selv taletid over for dine forældre mht., hvad du mener og tænker om dig og din kæreste, sætter du grænser og passer på dig selv.
Hermed nogle tanker fra mig til dig.
Med hjertelig hilsen
Hanne Esmarch