12 år og stadig forelsket - hvad gør jeg nu kæresten slog op?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg ville bare lige høre om I evt. kunne hjælpe mig. Jeg har haft en kæreste i cirka 1 måned. Men hun slog op for en uge siden. Jeg synes, hun er sød, og jeg er stadig vildt forelsket i hende. Hvad skal jeg gøre?

Kristian, 12 år

SVAR:

Kære Kristian!

Du fortæller ikke så meget om, hvordan I har haft det sammen? Hvad der gjorde, at I blev kærester? Og hvordan det gik til, da hun slog op? Hvis du prøver at tænke over disse ting, kan du drage nogle erfaringer af det, der er sket og måske blive knapt så såret en anden gang?

Kærligheden kan ikke tvinges

Et helt grundlæggende vilkår mellem mennesker er, at man ikke kan tvinge kærlighed frem, - altså kan du blive nødt til at acceptere, at hun ikke ønsker at danne par med dig.

Du kan overveje, om I stadig kan have noget sammen på venneplan? Måske skal der gå lidt tid, før I kan magte det, - men du kan vælge at være positiv og respektfuld, når du omgås hende - så har du gjort, hvad du kan, og så er det op til hende, om hun vil gøre noget for et venskab.

En måned er ikke så lang tid. Måske skal du også overveje, om det mest var for sjov, som afprøvning af det at være kærester, at I var sammen? Det er ikke alle på 12 år, der er parat til at binde sig til en kæreste. Måske lagde hun ikke så meget i det som du? Eller måske havde I ikke samme forventninger til, hvordan I skulle være kærester, og hvad I skulle foretage jer sammen?

Jeg vil foreslå dig at læse disse artikler:

Kærestepotentiale… eller en god ven?

Gode venner

Pigevenner og drengevenner

Der er ingen tvivl om, at det er smerteligt at blive vraget, men jeg håber, at du i løbet at nogen tid igen får løftet hovedet og ser, at livet stadig er der. Og at mulighederne stadig er der.

Mange hilsener fra Margit.

Annoncer