Kære A
Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du tager dig selv seriøst og søger råd, der hvor du synes, livet er blevet svært.
Det er noget af et dilemma, du står i. Du har en sød kæreste, men tænker mest på din x. Og spørger så, om du skal gå efter den ene eller den anden.
Forelskelse
Som du beskriver din oplevelse med din ekskæreste, så er der ingen tvivl om, at du har været (eller måske stadig er?) forelsket i ham. Når vi ser på livet og et andet menneske gennem forelskelsens briller, så bliver det hele let og ligetil og ham, som forelskelsen drejer sig om, står helt uden fejl – i hvert fald ikke nogen vi kan se.
Forelskelsen gør noget ved os – og det kan du læse mere om ved at søge på ”forelskelse” på AdamogEva.dk.
Drengeglad
Ham, du var/er forelsket i, slog du op med to gange, fordi du er ”for drengeglad” som du selv formulerer det. Det læser jeg, som om du ikke synes, du kan binde dig til én kæreste, men må lade alle muligheder stå åbne. Der var måske også andre grunde, men dem skriver du ikke om.
Venskab og kæresteforhold bygger på tillid, at lære hinanden at kende, at stole på hinanden og mere af samme slags, men også at give sig til hinanden med alt, hvad man har.
Det første, du skal gøre op med dig selv, er: Vil jeg overhovedet have en kæreste, og hvorfor er det vigtigt for mig? Du skriver, at du savner at føle dig elsket. Det er noget meget centralt, du har fat i her, for det er en stor længsel i alle menneskers liv – at mærke, at der er én, som elsker mig, og for hvem jeg er den vigtigste i hele verden. Får du den følelse dækket af din nuværende kæreste? Og hvad er det præcist, du savner ved din nuværende kæreste i forhold til din eks? – Kan din nuværende give dig det, du savner, hvis du siger det til ham?
Du skriver ikke direkte, om din ekskæreste vil være kæreste med dig igen. Du skriver, at du har skrevet, ringet og været forbi med gaver; men er han overhovedet interesseret i at være kæreste med dig? Du skriver, at han nok er bange for at blive såret igen – og det tror jeg, du har ret i.
Hvem skal du vælge?
Jeg kan ikke sige til dig, om du skal vælge den ene eller den anden. Det må du selv afgøre; men jeg håber, at de spørgsmål jeg har stillet dig herover, kan hjælpe dig med at træffe et valg.
Jeg vil slutte af med at sige til dig, at du skal passe godt på andres følelser, og du skal passe godt på dig selv og dine egne grænser. Det gør noget ved det billede, vi har af os selv, hvis vi hopper fra den ene kæreste til den anden, og det forhindrer os i at give os selv helt til den anden, hvis man hele tiden ser forholdet som noget, der bare er midlertidigt, til der kommer noget, som måske er bedre.
Det giver også andre et billede af dig, og selv om det ikke er det, vi nødvendigvis skal rette os efter, så kan det at gå fra den ene til den anden give andre et billede af dig, som jeg ikke tror, du vil være særlig glad for.
Hvis du ikke lige synes, du kan bruge mit svar, så er du selvfølgelig velkommen til at skrive ind i igen, for at få noget uddybet eller andet …
Alt det bedste til dig.
Kærlig hilsen
Steen