Porno skader din sexlyst

Porno lover en virtuel verden fyldt med sex – mere og bedre sex.

Virkeligheden – ifølge både videnskabelig forskning og personlige erfaringer – er, at jo længere du træder ind i denne fantasiverden, jo mere sandsynligt er det, at du kommer til at opleve det præcis modsatte: Porno medfører ofte mindre sex og mindre tilfredsstillende sex.

For mange betyder brug af porno, at de slet ikke oplever sex. Det kan forklares med en beskrivelse af, hvad der sker i hjernen.

Hjernens stier

Hjernen er fuld af nervebaner, som videnskaben kalder et “hjernekort”. Det er ligesom et kort over vandrestier i din hjerne med billioner af små krydsende stier og spor. Disse stier forbinder forskellige dele af din hjerne og hjælper dig til at finde sammenhæng mellem de forskellige oplevelser, du har, og guider dig videre i livet.

Når du har en god seksuel oplevelse, skaber din hjerne nye stier for at forbinde denne handling med den gode følelse. Helt grundlæggende redigerer din hjerne den seksuelle del af dit hjernekort, så du senere kan finde tilbage til den samme gode følelse ved at gentage handlingen. Det samme sker, første gang du oplever porno. Hjernen begynder straks at skabe nye forbindelser som svar på denne stærke oplevelse. Den siger: “Det føles fantastisk! Lad os gøre det igen!”

En dårlig vej

Men det er en fælde. Hjernen arbejder efter princippet “use it or loose it”. Ligesom en sti gror til, hvis den ikke bliver brugt, så bliver de spor i hjernen, som ikke bruges, svagere, og til sidst bliver de erstattet af nye veje, som bliver bredere, fordi det er dem, der bliver brugt. Da porno er en meget stærk oplevelse for de fleste, efterlader det meget hurtigt et dybt og bredt spor i hjernen. Hver gang du ser porno – og især hvis du onanerer samtidig med – bliver det spor i hjernen, der forbinder seksuel lyst til porno, kraftigt styrket.

Samtidig svækkes de spor, hvor seksuel lyst hænger sammen med at se, føle og lade sig stimulere af sin partner. Efterhånden er disse naturlige lystvækkere slet ikke nok, og mange pornobrugere opdager, at det eneste, der kan stimulere dem seksuelt, er porno.

Problemer med rejsning

Mange læger møder et voksende antal unge mænd, som slet ikke kan få rejsning, når de er sammen med en rigtig kvinde. Og det skyldes deres pornoforbrug.

For 30 år siden skyldtes rejsningsbesvær næsten altid, at manden var blevet ældre – som regel over 40. Efterhånden som han blev ældre, blev det vanskeligere at bevare rejsningen. Kronisk rejsningsbesvær hos en mand under 35 var næsten uhørt. Men det var før, porno blev frit tilgængeligt på internettet. Nu er mange onlinebrevkasser og blogs fyldt med breve fra pornobrugere i teenageårene og 20’erne, som klager over, at de ikke kan holde rejsningen. De ønsker at finde ud af, hvad der er galt med deres krop og hormoner, men problemet sidder ikke i penis; det findes i hjernen.

Mindre sex og mindre tilfredsstillelse

Den ene undersøgelse efter den anden viser, at brug af porno hænger direkte sammen med problemer med lyst, tiltrækning og seksuel formåen. Porno medfører mindre sex og mindre seksuel tilfredsstillelse i et forhold. Forskere har vist, at der er en stærk sammenhæng mellem pornoforbrug og nedsat sexdrift, rejsningsbesvær og problemer med at få orgasme. Mange brugere af porno når til et punkt, hvor det er lettere for dem at føle lyst ved internetporno end ved at være sammen med deres partner. Et studie har vist, at pornobrug var en sandsynlig årsag til nedsat seksuel lyst hos en tilfældigt udvalgt gruppe 15-18-årige. Hvem havde troet, at der kunne blive tale om nedsat sexlyst i netop denne aldersgruppe?!

Skader unge mest

Påvirkningen af hjernen er særligt alvorlig for teenagere og unge voksne. Deres hjerne er særligt følsom for dannelse af nye hjerneforbindelser, når de ser porno, fordi de er i en vigtig periode af livet, hvor de skaber deres grundholdninger og gør sig vigtige tanker om, hvad der er vigtigt i livet og forventninger til fremtiden.

Unge efterligner det, de ser i porno, og når teenagere får deres seksuelle læring via porno, er der en fare for, at de indlærer denne misforståede og fejlagtige tilgang til sex.

Der er en vej ud

Mange teenagere har aldrig været i et sundt kæresteforhold og oplevet, hvad det indebærer, før de oplever pornografiens version af et forhold. En version, som ofte er fyldt af dominans, utroskab, misbrug og vold. Da de færreste er interesseret i at leve i sådan et forhold, har mange unge, som har lært om sex og forhold gennem porno, problemer med at få en kæreste og være i forhold, der bygger på venskab og romantik.

Heldigvis er hjernen et modstandsdygtigt organ. Den seksuelle dysfunktion, som er skabt af porno, kan genoprettes. Kortet i hjernen kan genskabes, og pornoens spor kan udviskes. Tal med dine forældre og en god ven og få hjælp til at stoppe dit pornobrug.

Du kan få flere tips til at stoppe med at se porno i svaret Kan I hjælpe mig ud af min afhængighed af sex?

Du kan også henvende dig til Foreningen Agape eller Tjelehuset, hvor professionelle er klar til at hjælpe dig.

Artiklen er en tolkning og oversættelse af artiklen How Porn Damages Consumers’ Sex Lives. På den side findes uddybende læsning via noter i artiklen.

Annoncer