Kan I hjælpe mig ud af min afhængighed af sex?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg har nu i mange år haft meget store problemer med porno. Jeg er opvokset i en kristen familie og er også selv personlig kristen. At jeg har været afhængig af porno i en del år påvirker mit kristne liv og mit forhold til Gud.

Her indenfor de seneste år har det virkelig taget overhånd, hvor jeg er begyndt at betale for sex, og det er noget, som jeg virkelig skammer mig over, og jeg kan næsten ikke se mig selv i øjnene efter det, men jeg kan ikke lade vær.'

Jeg vil derfor høre jer, om I har nogle gode råd, som jeg kan tage i brug, så jeg kan komme ud af denne forfærdelige situation.

På forhånd tak.

H, 19 år

SVAR:

Kære H

Allerførst vil jeg gerne takke for din henvendelse. Jeg ved, det kræver en del at se sine afhængigheder i øjnene og gøre noget ved dem. Jeg har selv i mange år gået med en pornoafhængighed og ved, hvor svært det kan være at komme ud af, og det kan stadig være en daglig kamp.

Den åndelige del – en introduktion før de konkrete råd

Du skriver, du er troende, og at synden nager i dit kristenliv. De to ting hænger tæt sammen. Synden går den kristne på. Også dem der ikke er sexafhængige. Min bøn for dig er, at du ligesom Paulus må nå frem til at kunne sige: “Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større”. (Romerbrevet kapitel 5 vers 20). Gid, at du midt i din synd må se dig fri – IKKE i dig selv – men i Kristus Jesus.

Og så vil jeg gerne sige, det er skønt at høre, du har fået en erkendelse af din synd. Det er noget, Helligånden virker i os, hvilket skaber en kamp (Galaterbrevet kapitel 5 vers 17). Glæd dig over, at din ånd, som er Guds Ånd, kæmper imod det, som er forkert i dit liv. Der er åndeligt liv i dig!

Erkendelse er vigtig. Jeg tror, at når man som kristen skal kæmpe med en afhængighed, skal man tage tre vigtige skridt, før man kan kæmpe effektivt: 

  1. Erkendelse (Man skal turde indse, man har et problem – et vigtigt skridt, du allerede har taget)
  2. Bekendelse (Dvs. bøn til Jesus om tilgivelse, hvilket du nok har gjort. Hvis ikke, så få det gjort)
  3. Frikendelse (Begynd at se dig fri i Jesus)

Den sidste del, frikendelse, er både nem og svær. Nem fordi den afhænger af Jesus. Svær fordi man som kristen kan have svært ved at tilgive sig selv og se sig selv som fri. Så et vigtigt spørgsmål er: Ser du dig selv som fri i Jesus? Eller mener du, din frihed afhænger af dig selv?

Jeg vil ikke forsøge at romantisere noget her for dig. Jeg ved godt, det kan være svært at leve i den erkendelse, at Jesus har sat mig fri og så samtidig kæmpe hårdt for at blive fri af afhængigheden. Det kan føles paradoksalt!: Jeg vil kæmpe, men jeg vil også huske, at jeg allerede er fri i Jesus. Og der er ikke noget nemt svar ud over måske at være Jesus taknemmelig for, at hans Ånd gerne vil arbejde OGSÅ med din seksualitet, så du kan leve med den til Guds ære og gavn for dig selv samtidig med, at du er frikendt i Guds øjne.

Med den lange introduktion så velkommen til kampen! Her følger et par gode råd, som jeg selv oplever har hjulpet. Håber de kan hjælpe dig.

De gode råd

Jeg har før snakket med mennesker om disse problemer. Derfor er det vigtigt at sige fra start, at alle råd er relative. Med det mener jeg, at jeg ikke kan give dig en 100% sikker måde at få dine lyster under kontrol, men jeg kan fortælle dig, hvad der har hjulpet andre, og så bliver du nødt til at lytte til dig selv for at finde det, der fungerer for dig.

Når det er sagt, er der en ting, som er super vigtigt at have med i bagtankerne, når du kæmper denne kamp: Du skal se fremad og altid være klar til at kæmpe, men samtidig skal du også forvente, at du vil falde igen. Det er nemmere sagt end gjort, men for at kunne starte en kamp mod sine egne lyster er det vigtigt, at man ikke straffer sig selv for at falde i; for det gør det kun hårdere at kæmpe, siger min erfaring.

Til at hjælpe dig med at kæmpe anbefaler jeg, at du finder en wingman, dvs. en person som du kan snakke åbent og frit om disse problemer med. Til at finde en sådan person kan du med fordel benytte dig af en mandegruppe. Jeg vil anbefale, at du kontakter Agape og spørger, hvad de kan tilbyde dig. Det er en kristen organisation, som har både psykologer og viden til rådighed, og deres arbejde er med Jesus i centrum. Hvis du føler, det er lidt voldsomt at kontakte nogen, kan du også med fordel bruge skriftevæggen på xxxchurch.com som er en amerikansk organisation, der arbejder for at hjælpe folk, som står i problemer med forskellige seksuelle fristelser.

Som jeg nævnte tidligere, er det nemmere sagt end gjort; ligesom du selv siger: “… men jeg kan ikke lade vær’.” Sådan kan det sagtens føles, og i de situationer har jeg og en af mine venner fundet glæde i at sætte et “barriere-/belønningssystem” op for os selv. Det fungerer ved, at du finder noget, som du virkelig godt kan lide, og hver dag, hvor du ikke falder for dine fristelser, har du lov til at lave denne ting. Det kan være at se et afsnit fra en god serie, læse et kapitel i en god bog eller noget helt tredje; det vigtigste er, at det er noget, du selv ønsker at stræbe efter at have lov til. Du skal selv vælge, hvor hårdt du sætter rammerne, men når du har sat dem, bliver du også nødt til at være konsekvent med dem. Den metode virker for nogle.

For at kunne se, hvor stort mit eget problem med fristelser er og for at finde mønstre i, hvornår jeg falder i, har jeg haft en kæmpe glæde af en app, der hedder Habitbull. Her kan man sætte et antal dage, som man gerne vil være fri for en dårlig vane i streg, og så tjekker man hver dag ind for at sige, om man er faldet i eller ej. App’en kan være et værktøj, der gør det nemmere at reflektere over, hvornår og hvorfor man falder i. En stor del af det at kæmpe med afhængighed er at lære at forstå sig selv, og hvad der “trigger” en til at falde i. Kend dig selv.

Som afslutning vil jeg ønske dig Guds velsignelse og held og lykke med den foranliggende kamp. Den bliver hård, og du kommer til at falde, men jeg stoler på og be’r til, at du må have styrken til at tage kampen op mod dine lyster.

Venlig hilsen
Kennet Najbjerg

Annoncer