Uenige om hvornår vi skal have børn – hvordan påvirke ham?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 18 år og har en kæreste på 39 år. Ved godt der er stor forskel. Jeg vil gerne have børn nu. Men min kæreste vil gerne vente. Så mit spørgsmål er, hvordan får jeg ham til at få lyst til et barn, inden der er for sent for ham?

Seline, 18 år

SVAR:

Kære Seline

Tak fordi du skriver til Adam og Eva.dk. Jeg vil forsøge at give dig et ærligt og brugbart svar. Jeg håber, du kan bruge det.

At få børn kræver noget af parforholdet

Min første tanke er, at det er en meget stor aldersforskel, der er mellem dig og din kæreste. Du skriver ikke så meget om, hvordan I har mødt hinanden, og hvor længe I har været kærester, om I bor sammen, eller om I måske tænker på at gifte jer. Jeg formoder, at I ikke har været kærester så længe, da du kun er 18 år.

Det er naturligt at have lyst til at få børn, når du har mødt den mand, du synes, du gerne vil leve resten af dit liv med, men nogen gange kan det være en god ting at vente, hvis I ikke har kendt hinanden så længe, og hvis I ikke er gift og lever sammen.

Der er god tid

Du er også meget ung og har mange år foran dig, hvor du kan få børn. Din kæreste er 39 år nu, men han kan sagtens blive en god far, selvom han først får børn, når han er oppe i 40´erne. Måske skal I hellere koncentrere jer om at lærer hinanden endnu bedre at kende og vente nogle år med at få børn.

Så mit råd til dig er egentlig at lytte til din kæreste, i stedet for at han skal lytte til dig lige nu ift. det at få børn. Når du er så ung, er det en god ide at tage det med ro og give dig god tid. Prøv at send din opmærksomhed hen på dit eget liv, med skole eller arbejde og på at lære din kæreste bedre at kende. Vær tålmodig!

Kærlig hilsen Lise Berggren Smidt, krops- og psykoterapeut

Annoncer