Kære dig
Ja, det er lige det … hvad gør du?
Overvej nogle vigtige spørgsmål
Du fortæller, at du er vildt forelsket i den fyr, du tidligere har forsøgt dig med, og som du fortsat er tiltrukket af. Du indrømmer også, at du måske ikke har været “ordentlig” i forhold til ham, og du tænker, han måske tidligere har “brændt nallerne” på sit bekendtskab med dig.
Når du samtidig beskriver, at I ikke har så meget kontakt lige nu, til dels fordi du er bange for at skræmme ham helt væk ved at være for påtrængende med at skrive, eller ved at virke desperat, får jeg lyst til at spørge dig: Er du er desperat? Hvad er det, du er vildt forelsket i? Er det følelsen (det er skønt at være forelsket) – eller er det drømmen om, hvordan det kunne være – eller er det hvad du husker og har erfaret om og med den fyr, du har kendt, som du nu ikke ser så tit?
Stå ved dig selv først
Jeg tænker, det er vigtigt, du konfronterer dig selv med disse spørgsmål, så du kommer til en klarhed inden i dig selv, før du begynder at spørge ham. Stå ved dig selv først – så er det muligt at få afklaret alle usikkerheder ved at spørge ham direkte i stedet for at gætte på, hvor han er i sit liv, og hvad han tænker om dig/jer.
Giv ham plads til at have sine følelser
Jeg ved ikke, om det forholder sig sådan, men hvis han har oplevet at være din “erstatning” for nr. 1 i dit liv – eller fået følelsen af, at kunne bruges “i mangel på bedre” – er det ikke så sært, han passer lidt på sig selv. Så husk også hans smerte og gode grunde til at være tilbageholdende, hvis du vælger at tage kontakten til ham igen.
Måske kan du få nogle input ved at læse artiklerne
Slå koldt vand i blodet
Jo tættere jo bedre – med omtanke
og svaret Hvordan undgår jeg at blive så hurtigt forelsket?
Pas rigtig godt på dig selv i dine valg, og pas godt på kærligheden – det fortjener den.
Mange kærlige hilsner
Else Ø. Andersen