Sex med to forskellige og nu gravid. Hvem er faren?

Vis spørgsmål

Er det muligt at blive gravid sidst i oktober, hvis min første menstruationsdag fra sidste menstruation var sidst i september?

Jeg er mega ulykkelig, og hvor præcis er en indvendig scanning af gravide, da jeg ikke kan få min terminsdato til at give mening.

Hilsen den ulykkelige på 32 år

SVAR:

Hej ulykkelige kvinde

Tak for dit spørgsmål. Først og fremmest tillykke med, at du er gravid, selvom omstændighederne for dig er svære.

Cyklus og ægløsning

Det er ikke muligt for mig at svare fuldstændigt sikkert. Men hvis din cyklus er regelmæssig, og menstruationen kommer ca. hver fjerde uge, så vil jeg ikke mene, at du kan være blevet gravid sidst i oktober.

Ægløsning kommer ca. 14 dage før menstruation, så hvis du har en regelmæssig cyklus på ca. 28 dage mellem menstruationerne, sker ægløsningen også ca. 14 dage efter menstruationen. Og du kan blive gravid i omkring syv dage omkring ægløsningstidspunktet. Det kan du læse mere om i vores artikel Sådan bliver du gravid.

Scanning og nøjagtighed

Et foster udvikler sig i begyndelsen i samme hastighed i langt de fleste tilfælde. Så en indvendig scanning er ret præcis, fordi man måler størrelsen på barnet. Alligevel er det muligt, at terminsdatoen kan ændres lidt ved den næste scanning.

Du kan måske få noget ud af at læse svar til andre kvinder, der har været i en situation, der ligner din:
Sex med to forskellige – hvem er mit barns far?
Sex med to forskellige – hvem er faren?
Sex med to forskellige – hvem er far til mit barn?

Fortæl sandheden

Hvis du er i et fast parforhold, vil jeg anbefale dig at fortælle sandheden til din partner. Du skriver, at det gør dig ulykkelig. Det er ødelæggende for både dig selv og jeres forhold at bære rundt på en hemmelighed, som det lyder til, at du skammer dig over. Det kan skabe afstand mellem dig og din partner, og I har brug for at have et ærligt grundlag for den familie, der er på vej.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mvh Karen

Annoncer