Hej L
Tak for dit spørgsmål og tillykke med din udvikling fra pige til kvinde. Selvom du måske ikke lige føler lige nu, at det er særlig fantastisk, så håber jeg, du indimellem oplever, at det er stort.
13 år og snart 14 år – du har en alder, hvor der sker rigtig meget i dit liv. Meget spændende og ukendt skal du forholde dig til. Derfor er det ikke unormalt at have en masse spørgsmål. Det er normalt indimellem at være usikker og være i tvivl, som du også er, i forhold til hvordan du skal fortælle din mor, at du kunne tænke dig at bruge bh.
Godt du gerne vil snakke om det
Det er helt naturligt, og kan på én gang være spændende og skræmmende at mærke, at krop og psyke udvikler sig, som den gør for dig lige nu. Det er rigtig godt, at du har et ønske om at snakke med din mor om det og ikke bare vælger at gå med dine tanker om brug af bh for dig selv.
Du spørger om, hvordan du kan komme i snak med din mor. For det første tror jeg, du skal tænke på, at der er stor sandsynlighed for, at din mor rigtig gerne vil hjælpe dig med at finde ud af det med at bruge bh og sikkert også mange andre ting i dit liv, som du synes kunne være spændende at prøve.
At få taget hul på snakken
Det sværeste er jo nok at få taget hul på snakken; få fortalt at der er noget, du gerne vil snakke med din mor om. Her har jeg et par ideer, som måske kan lede dig på vej. Fx kunne du, næste gang du har mulighed for at være alene med din mor, fortælle hende, at der er noget, du gerne vil snakke med hende om.
En anden idé kunne være, at du sender en sms til din mor og fortæller, at der er noget, du gerne vil snakke med hende om. Uanset hvordan du vælger at gøre, så vil din mor sikkert hjælpe dig med at få lukket op for det, du tumler med, bare du sender det første tydelige signal om, at der er noget, du gerne vil snakke med hende om.
Faktisk kan det være, at din mor går og venter på, at du selv siger noget om det. Hvis det er tilfældet, så er det jo med at få snakken i gang. Din mor har jo også selv prøvet at være i din alder, og har sikkert selv gået med de samme tanker og overvejelser, som du gør lige nu. Derfor vil jeg opfordre dig til at sige det til din mor, som du har det.
Jeg tror, det vil være en stor lettelse for dig at få taget hul på snakken.
Rigtig godt at få snakket med nogen om de tanker du har, uanset hvad det er. Det kan ud over din mor evt. være en anden voksen, du har tillid eller måske en god veninde.
Læs evt. også vores artikler
Fra pige til kvinde
Pubertet – en ekstrem forvandling
Held og lykke med at få snakket med din mor og med din videre udvikling.
De bedste hilsner
Annette