Min kæreste kan ikke være i vores “voksne” forhold

Vis spørgsmål

Hej adamogeva

Jeg har et forholdsvist indviklet og langt problem, som jeg sådan har brug for at komme lidt ud med.

Jeg har igennem halvandet års tid haft et forhold til en helt igennem fantastisk pige. Vi er begge 16 år, snart 17 og vi har har generelt meget til fælles. Vi har altid haft det fuldstændig vildt sammen, så utrolig godt, så sjovt, så fantastisk.

Dog har hun meget store problemer med sig selv. Hun har kæmpe store krav til sig selv og mener ikke selv, at hun udfylder dem, hvilket nogle af hendes “venner” bekræfter. Det har altid smertet mig så dybt, og jeg har prøvet at gøre alt for at ændre det. Hun er utrolig stærk men på nogle måder måske ikke rigtig moden til mange af de ting, vi har gjort. Hun har ofte slet ikke kunne lide, at jeg har set hende uden tøj i lyset og har prøvet at gemme sig. Jeg har altid forstået det fuldt ud, og har slukket lyset osv., men samtidig fortalt, at jeg overhovedet ikke synes, hun har noget som helst at være flov over.

Men for et par dage siden tog hun så den beslutning, som hun før har snakket lidt om: at tage en pause fra vores forhold. Hun føler sig ikke moden nok til at være i vores “voksne” forhold. Hun føler ikke, hun kan tilbyde mig det, hun vil, med hendes manglende selvtillid.

Vi snakkede længe sammen og græd sammen. Jeg har grædt og grædt og kan slet ikke mærke andet end, hvor frygteligt jeg har det. Mit hjerte er fuldstændig færdigt og knust. Jeg VED jo, at hun bare følger sit hjerte, og at jeg fuldt ud har pligt til at respektere det, men det er bare så benhårdt. 

Mvh. dybt fortvivlet dreng 

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære fortvivlede dreng

Jeg kan virkelig godt forstå, du lider. Det er så forfærdeligt hårdt at stå tilbage med en masse kærlighed, som man ikke kan få lov til at give, fordi den anden ikke længere vil modtage det.

Vis hende respekt

Jeg håber, du vil respektere hendes beslutning, for jeg tror på, at hun føler, det er et meget voksent forhold, I har haft, og det er hun ikke klar til. I har været sammen et godt stykke tid, og I har været meget tætte og har delt sex.

Man kan godt være i et forhold som teenager i både 1½ og 2 år, og så alligevel bliver man ramt af tvivl: Skal det være os to resten af livet, eller skal jeg lige nå at være lidt ung og fri? Du kan være helt sikker på, hun har tænkt over det i et stykke tid, inden hun har sagt det til dig. Hun er ikke pludselig kommet til den konklusion, at hun vil bryde med dig, og jeg tror også, det har været svært for hende, netop fordi der ikke er noget “galt”. I har haft det godt, og derfor er det også et stort chok for dig.

Der skal to til et forhold

Du bliver nødt til at acceptere beslutningen og også give hende lidt luft. Måske om lidt tid kan I komme til at tale sammen igen og ses almindeligt. Men hvis du presser for hårdt på nu, kan I risikere at blive uvenner i stedet.

Det er mega svært og hårdt og urimeligt for dig, det er jeg enig med dig i, men det er desværre sådan det er lige nu. Der skal være to til at beslutte, om der et forhold, og hvis den ene ikke vil, så kan det ikke være et forhold.

Du kan måske finde lidt mere om ulykkelig kærlighed på siden her, men i bund og grund er du bare rigtig ked af det, og det kan jeg godt forstå. Læs også af hos dine gode venner, så du ikke går alene og lukker dig inde.

Måske ikke klar

Jeg vil gerne kommentere på noget af det, du skriver, men som du ikke direkte stiller spørgsmål til: “på nogle måder er hun måske ikke rigtig moden til mange af de ting, vi har gjort. Hun har ofte slet ikke kunnet lide, at jeg har set hende uden tøj”. I er meget unge, og I har været sammen i 1½ år, så dengang I blev kærester, har I været 14-15 år. Det er tidligt at begynde at have sex. Det kan også have været med til at gøre din kæreste lidt skræmt. Det virker ikke til, at hun har været helt klar og har måske ladet sig presse til noget lidt for tidligt.

Hvad har du lært?

Når du skal videre, så tænk på, hvad du har lært af dette forhold. Er der noget, du kan tage med dig i rygsækken som en erfaring, du kan bruge senere? Selvom vi med ord kan sige eller signalere, at vi er klar til noget, er det ikke altid, det er sådan i virkeligheden. Træd forsigtigt, når du skal være sammen med en pige, og pas på hinanden. En usikker kommentar om, at man vil have lyset slukket, behøver ikke at handle om utilfredshed med egen krop, men kunne her måske også have handlet om, at hun ikke var klar til at se virkeligheden i øjnene: “Hvad er det jeg laver lige nu?”

Jeg håber, du kommer til at glæde dig over det, I har haft og gemmer det i dit hjerte. Det var et godt forhold; det var en god tid.

Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar i vores tema Kærestesorg og artiklerne Sex og følelser og Værd at vente på.

Kærlig hilsen
Anja

Annoncer