Kære B
Jeg kan godt forstå, du har mange tanker i hovedet lige nu. Det er af stor betydning for dig og barnet, hvem der er faren, og fremtiden er pludselig usikker.
Det mest sandsynlige
Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvem der er far til dit barn, men det er mest sandsynligt, at det er fyr nr. 2, fordi I har haft ubeskyttet samleje, mens du havde ægløsning. Det er den måde, de allerfleste børn bliver til på.
Dog er det ikke umuligt, at fyr nr. 1 er faren, for som du skriver:
- Kondomet brister, og selv om det er på et tidspunkt, hvor du ikke har ægløsning, er det ikke umuligt, at sædcellerne lever i op til 5 døgn derefter og kan være i live, når der løsnes et æg.
- I dyrker ubeskyttet sex senere i din cyklus, hvor han ikke har udløsning, men der kan alligevel godt være frigivet en mindre mængde sædceller, som kan gøre dig gravid.
- Du har en menstruation, som ikke er så kraftig, som den plejer at være. Med andre ord kan det være en såkaldt ”nidations-blødning” – altså en lille blødning, der kan komme, fordi ægget sætter sig fast i livmoderslimhinden.
Men som jeg lagde ud med at sige, så tror jeg, at det er fyr nr. 2, fordi de ”optimale betingelser” for at blive gravid har været til stede – og selv om man kan blive gravid under de omstændigheder, jeg har beskrevet ovenfor, så er det mindre sandsynligt.
En scanning vil give dig sikkerhed
Hvis jeg har forstået dig rigtigt, så har du ikke haft sex med de to fyre i samme menstruationscyklus, og du kan derfor få et sikkert svar ved at gå til din læge og bede om at få en ultralydscanning. Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt for at fastslå barnets alder, når din sidste menstruation var mindre kraftig end normalt. Barnet vil være ca. 4 uger ældre, hvis det er fyr nr. 1, end hvis det er fyr nr. 2, der er faderen.
God støtte og opbakning
Jeg ved ikke, om det var det svar, du håbede på. Under alle omstændigheder er det en omvæltning at vente barn – en tid med mange tanker og følelser, og hvis partneren ikke er den, man ønskede som far til sit barn, kan det være svært at overskue, og man kan føle sig meget alene.
Jeg synes, du skal give dig god tid til at tænke tingene igennem. Husk på, at du ikke er alene. Inddrag nogle, du stoler på, og vend de mange tanker med vedkommende. Tal med din læge eller jordemoder eller en socialrådgiver. Der er mange måder at få hjælp på – til både økonomi og forældreskab. Og hvis du bekymrer dig om opbakning fra familie og venner, skal du vide, at der er rigtig mange enlige kvinder eller kvinder i nye og usikre parforhold, der får børn. Der vil åbne sig nye muligheder for at danne netværk og få venner og fællesskab.
Noget fantastisk
Selv om det er en stor omvæltning at få børn, så er det samtidig starten på noget nyt og fantastisk. Et underfuldt lille individ vokser og udvikles i din mave – et menneske, som Gud elsker og har omsorg for. Et menneske, der på en særlig måde er en gave til dig – men også til resten af din familie og de mange andre mennesker, som han/hun får berøring med i løbet af sit liv. Gud lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.
Jeg ønsker for dig, at du må få så meget ro og styr på det hele de næste måneder, (der er trods alt noget tid) at du kan se frem med glæde og spænding til at blive mor til et nyt lille menneske med livet foran sig.
Du er meget velkommen til at henvende dig igen, hvis du går med andre overvejelser.
Varme hilsner og tanker fra
Amalie