Tak for din henvendelse.
Find ud af, hvad du vil finde dig i
De seneste måneder har givet dig et dækkende indtryk af, hvad du kan forvente dig af din souschef.
Han har et barn sammen med en kone, som han nu er separeret fra. I flere måneder er han skiftet mellem at være sammen med dig og sin fraseparerede kone, og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver anderledes. Han vil gerne være sammen med dig, når den anden kvinde ikke vil ha’ ham. Samtidig har han noget kørende med hende, og når hun vil have ham tilbage, forlader han dig.
Jeg tror ikke, du skal gøre dig forhåbninger om at ændre på det. Sådan vil han efter al sandsynlighed blive ved med at behandle både den anden kvinde og dig – hvis han får mulighed for det! Du kan ikke ændre på din souschef og hans måde at behandle mennesker på! Men jeg vil opfordre dig til at finde ud af med dig selv, om du vil finde dig i hans måde at behandle dig på.
Hvordan har du det selv?
Du indleder din henvendelse med at beskrive problemet, som er at du ”har noget kørende med din souschef fra arbejdet”.
Jeg synes ikke, han behandler dig godt. Faktisk synes jeg, at han behandler både dig og den anden kvinde rigtig dårligt, og jeg kan rigtig godt forstå, hvis du føler dig svigtet og misbrugt af ham.
Én ting undrer mig ved det, du skriver: Jeg fornemmer ikke nogen vrede hos dig over den dårlige behandling, din souschef giver dig. Hvis et andet menneske misbrugte mig på lignende måde, ville jeg være meget vred på vedkommende.
For mig at se er det vigtigste spørgsmål for dig, om du vil finde dig i at blive behandlet på den måde, som han gør. Hvis du ikke vil det, har du kun én mulighed, og det er at bryde ud af dit forhold til ham – og holde fast i din beslutning. Du skriver, at du “føler han smider rundt med dig”. Du har fuldstændig ret! Det er lige præcis det, han gør!
Hvad gør du nu?
Der er to ting, som gør din situation besværlig: For det første har du stærke følelser for ham og kan se en fremtid med ham. For det andet er du gravid med hans barn.
Jeg vil opfordre dig til at holde dine følelser for din souschef op imod den måde, han har behandlet dig på i de seneste måneder. Er det dét, du vil? Vil du finde dig i det? Hvis ikke, så opgiv drømmen om, at det skal blive ham og dig. Nu ved du, hvordan han vil behandle dig!
Hvis du beslutter dig for at bryde ud af forholdet til ham, så sig det til ham og hold fast i din beslutning. I så fald vil det være en rigtig god idé at forsøge at finde en anden arbejdsplads – eller i hvert fald en anden afdeling på din nuværende, hvis det er muligt – så du ikke skal arbejde sammen med ham fremover.
Fortæl ham om barnet
Det fremgår ikke af dit brev, om du har fortalt ham, at du venter hans barn. Det har du måske. Hvis ikke, så skal du sige det til ham. Du ved, at du – om alt går som forventeligt – bliver mor om 6-9 måneder. Du skal derfor beslutte dig for, om du vil byde dig selv og dit barn at fortsætte med at lade din souschef behandle dig/jer, som han har behandlet dig indtil nu.
Det er klart at det, at du skal ha’ barn, sætter dig i en anderledes situation. Hvad det indebærer, vil jeg ikke her gå så meget ind i, da det ikke er det, du spørger om. Blot vil jeg nævne, at du er berettiget til at få økonomisk støtte fra barnets far (via kommunen). Det vil kunne lade sig gøre for dig at tage sig godt af dit barn og sørge for det.
Pas på dig selv og dit kommende barn! Ham/hende må du ikke svigte, selv om du selv er blevet svigtet.
Flemming H. Møller