Kropslugte er et turn off og hæmmer vores sexliv - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Kære Adam&Eva. Jeg er gift på mit 7. år og elsker min mand. Jeg har dog et problem som jeg ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal håndtere. Min mand lugter af og til på forskellige måder og det er så stort et turn off for mig, at det er virkelig frustrerende og hæmmende for vores sexliv.

Nogle gange kan det være fodsved eller dårlig ånde, men oftest drejer det sig om lugten af urin eller prut. Jeg har bedt ham vaske sig ofte og vi har aftalt, at han hellere end gerne rejser sig fra sengen og smutter en tur ud under bruseren/til håndvask, hvis jeg beder ham om det. Det gør jeg også af og til, men jeg synes bare, at det er svært at bede ham om det for lidt kæleri (når jeg f.eks. har min menstruation). Så er jeg bange for, at han forventer for meget.

Han kan rigtig godt lide, når jeg tager hans penis i munden, men ud over at jeg sjældent har lyst, hjælper kropslugtene ikke på motivationen!

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal tage det op. Ingen har jo lyst til at få at vide, at de lugter af lort (i bogstaveligste forstand).

Er der noget, jeg selv kan gøre for ikke at være så sensitiv?

Jeg håber virkelig på at høre fra jer!

Håbefulde hilsner den sensitive hustru, 27 år

SVAR:

Kære sensitive hustru.

Mange tak for din mail til AdamogEva.dk

Først vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtigt flot, at du tager det, du oplever som et problem, alvorligt ved at vælge at gøre noget. Forhåbentlig kan det medvirke til, at situationen bliver bedre, både for dig og din mand.

Hindringer for et godt samliv skal der gøres noget ved!

I vores forhold/ægteskab er det rigtig vigtigt, at vi kan få ryddet det af vejen, der hindrer os i at give os hen til hinanden. Det gælder både med hensyn til vores relationer med hinanden, i vores intime relation og i vores seksualitet.

Som jeg forstår, er din mands kropslugte det, der gør, at du ikke kan give dig hen og nyde jeres seksualitet.

Du skriver: ”Min mand lugter af og til på forskellige måder og det er et stort turn off for mig og det er virkelig frustrerende og hæmmende for vores sexliv” Når du skriver, af og til, så tænker jeg, at så er der tidspunkter, hvor han ikke lugter ubehageligt. Er det korrekt forstået? Hvis ja – prøv så lige at tænke over, hvornår er det?

Hvordan ville dit sexliv være, hvis han ikke lugtede på en ubehagelig måde?

Prøv virkelig at gennemtænke det.

God seksualitet handler om god kommunikation

For at opnå en god seksualitet, er det vigtigt med en god kommunikation. Derfor vil jeg opfordre dig til, at tage det op sammen med din mand, så I kan få en snak om, hvad der er med til at give dig lyst til sex, og hvad der gør, at du virkelig ikke synes, det er rart. Det samme gælder også for din mand. Husk det handler ikke om at gøre den anden forkert, ved at komme med anklager, men det handler om at sex er dejligt, og at I sammen finder de bedst mulige løsninger for jer.

Du skriver også, at det er svært at bede ham om det at vaske sig, da du er bange for, at han venter for meget. Det er netop derfor, det er vigtigt med kommunikation. Det er måden, hvorpå I kan blive klar over, hvor I har hinanden. At hvis du en aften gerne vil have lidt kæleri, fortæller du har det. Fortæller ham, hvad du har lyst til og hvad du ikke har lyst til, når du har din menstruation. Det samme gælder for din mand. At han også giver udtryk for, hvad han kan tænke sig og ikke tænke sig. Derved lærer I hinanden meget bedre at kende på det seksuelle område.

En af de ting I kan tage op med hinanden er, ”Hvordan kan jeg være med til at give dig en bedre oplevelse?” ”Hvad kunne jeg tænke mig, hvad kunne jeg ønske?” Og her er det vigtigt at huske, at det er ønsker, det handler om. Det betyder, at vi har lov at ønske alt. Det er ikke det samme som, at vi får alt, hvad vi ønsker, men vi bliver derved klogere på hinanden!! Og min mand/kone kender mine inderste ønsker. Ligeledes er det vigtigt at huske, at når vi snakker om sex, så har vi retten til at sige fra - hvis vi altså lever i et ligeværdigt forhold.

Nøglen til at forbedre ens seksuelle oplevelse, er at snakke med sin ægtefælle - også selvom det er svært. Samtidigt skal siges, at der er rigtig mange, der har sex, men ikke snakker med deres ægtefælle om deres seksualitet. Det at snakke med hinanden om sexlivet, kan jo være eller blive en del af et forspil, da det godt kan være ophidsende. Det afhænger meget af, hvad snakken handler om.

Nu ved jeg ikke så meget om jeres sexliv, da du ikke har skrevet så meget, men en hjælp kunne f.eks. være, at I valgte at gå i bad sammen, og sæbe hinanden ind. Derigennem kan I blive følelsesmæssigt stimuleret, tillige måske seksuelt ophidset. Dette medfører jo, at I bliver rene, måske endda duftende rene.

Afstem forventningerne

Du skriver, at det kan være svært, at han ikke forventer for meget, når du har din menstruation. Jeg tænker, det vil kunne hjælpe, hvis han vidste, hvad han gik ind til. At du f.eks. får meldt ud, at du godt vil kæle med ham og at I har fået snakket om, at når du mener kæle, ønsker du ikke samleje, men den fysiske berøring. Det vil også være godt, om du får det gjort hel konkret, hvor det er ok, at han rører dig, når du har menstruation. Er det ok at røre under blusen, de bare bryster, stimulation af klitoris, eller er det kun den fysiske nærhed, du ønsker? Det at ligge i ske, eller vil du kun røres uden på tøjet. Hvis det er klart, inden I går i seng med hinanden, så sker der ikke det, at du skal til at sige stop undervejs.

Når I så kæler sammen, og du ikke ønsker andet end det, betyder det så samtidig, at du ikke ønsker at give din mand udløsning, eller er det ok, at give ham det? Det kan være rigtig godt at have gjort sig nogle tanker omkring og få snakket om det sammen.

Jeg vil til slut nævne, at den dårlige kropslugt jo kan skyldes dårlig hygiejne, men det behøver ikke være tilfældet. Selvom man bruger deodorant og vasker sig dagligt, er der mennesker, der på trods af det, har en dårlig kropslugt. Da kan det være en ide at snakke med sin læge, idet der kan fås noget til at smøre sig med, der hæmmer den dårlige lugt. Det er ikke til at vide, om vedkommende, der lugter, selv kan lugte det?

Nu håber jeg, at du har kan bruge mit svar til noget, og ønsker for jer, at I finder en løsning, som I begge kan leve med.

Læs også: Vejen til god sex

Venlig hilsen Dennis 

Annoncer