Kondomet sprang – kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg stoppede på p-piller i slut september, da jeg flyttede til udlandet og besluttede, at jeg ville stoppe. Jeg havde en kæreste hjemme i Danmark, og jeg kom hjem på besøg i julen, hvor vi havde sex. På det tidspunkt havde jeg stadig ikke fået min menstruation, efter jeg stoppede med p-pillerne, og før jeg begyndte på p-piller, var min menstruation også meget uregelmæssig.

Da vi havde sex i juleferien, sprang kondomet, hvilket vi først opdagede bagefter. Jeg tog en fortrydelsespille tidligt dagen efter omkring 8 timer efter samleje. Og 6 dage efter samleje fik jeg min menstruation, som varede i omkring 6 dage med let til middel blødning. Jeg tog også en graviditetstest omkring 2. uge i januar, som var negativ.

Her 1½ måned efter går jeg pludselig og spekulerer på, om jeg rent faktisk kan være gravid. Har endnu ikke fået min menstruation, hvilket er 47 dage siden sidst. Vil derfor gerne høre fra jer, hvad I tænker? Kan jeg være gravid?

Føler selv, at alt har modsagt sig dette, men vil gerne høre det fra én, der har mere styr på det, end jeg har selv.

Med venlig hilsen
T, 20 år

SVAR:

Kære T

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Du og din kæreste har været uheldige med et kondom, der sprang under samleje. Du ønsker ikke et barn i dit liv lige nu og tog derfor en beslutning om at tage en fortrydelsespille få timer efter jeres samleje. Sidenhen har du haft menstruation og taget en negativ graviditetstest.

Du er ikke gravid

På baggrund af de oplysninger, du giver, vil jeg med al sandsynlighed mene, at du ikke er gravid. Det er langt fra usædvanligt, at kroppen kan være lang tid om at finde tilbage til en regelmæssig cyklus efter stop med brug af p-piller, og der kan gå lange perioder uden menstruation. Samtidig kan tanker som dem du går rundt med omkring en uønsket graviditet også spille ind, så din menstruation bliver forsinket.

Har du brug for en ekstra forvisning om ikke at være gravid, kan du altid tage en test igen.

En kærlig opfordring

Det lyder til, at du og din kæreste har sex med omtanke og beskytter jer mod graviditet så godt, I kan. En situation som den du netop har været i, kan alligevel godt give anledning til, at I sammen overvejer hvor I står, hvis du mod forventning skulle blive gravid. Bortset fra total afholdenhed fra samleje findes der nemlig ikke nogen 100 % sikker metode til at undgå graviditet.

Jeg tænker, det kan være godt som par at vide, hvor man har hinanden, hvis I alligevel en dag kommer til at stå med en positiv graviditetstest. Hvad tænker I hver især om abort eller at beholde barnet? Er I et sted i jeres liv og parforhold, hvor I vil kunne skabe gode rammer for et lille barn? Ser I børn som en del af jeres fremtid?

Det er ikke nødvendigvis let at svare på de spørgsmål eller se sig i situationen med en uønsket graviditet, men nogle gange kan det måske alligevel være lettere at forholde sig til en hypotetisk situation end at skulle have overvejelserne og snakken, mens man står midt i det svære.

Måske kan I bruge vores artikel Hvordan lærer du din kæreste at kende? som udgangspunkt for en masse samtaler, hvor I lærer mere om hinanden. Når I nu er kærester på afstand, er det en god mulighed for at tale en masse ting igennem, som I måske ellers ikke ville få gjort. Det kan give jer et dybere og endnu bedre kæresteforhold.

Alt det bedste til dig.

Med venlig hilsen
Louise

Annoncer