Kan vores forhold lykkes i tredje forsøg?

Vis spørgsmål

Jeg var 24, da jeg mødte hende første gang, og hun var 25. Jeg har aldrig været lykkeligere i mit liv. Min største forelskelse. Jeg vil bare give hende navnet A i denne brevkasse.

A var min bedste ven. Jeg har aldrig haft en forbindelse til nogen, som jeg havde til hende. Men 1½ år inde i vores forhold begyndte jeg at blive forvirret omkring mine egne følelser. Jeg gik meget i byen og tog hende for givet, så jeg endte med at slå op.

Et halvt år efter det prøvede jeg at få hende tilbage, fordi jeg indså min store fejl. Hun ville ikke, fordi hun så en anden. Jeg kæmpede og kæmpede for at få hende tilbage, og endelig en dag lykkedes det. Vi sås i fire måneder, hvorefter vi aftalte, at det alligevel ikke gik. Jeg havde gjort nogle af de samme fejl som før, og hun sagde, at hun ikke kunne mere og ikke stolede på mig. Nu er det snart et halvt år siden, og jeg har haft et rebound forhold efter A. Hun er tilbage hos ham, som hun så i den tid, vi havde slået op.

Mit spørgsmål som en knust ung mand med hjertesorger er: Er det nogensinde forsent at prøve at få A tilbage? Jeg skriver det her med tårer i øjnene. Jeg vil gøre alt for hende. Tror I det kan lykkes en tredje gang? På forhånd tak.

Mvh ulykkelig mand på 28 år

SVAR:

Kære ulykkelige mand

Tak for din henvendelse.

Unik livsperiode

Jeg kan godt forstå, du savner og længes tilbage til den tid, du havde med A, for du beskriver livet med hende som noget unikt i form af både forelskelse og solidt venskab.

Du lærte også noget om dig selv i tiden med A, som du beskriver det. Både noget du ikke er stolt af, og noget positivt, du kan bruge fremover.

Du kan få det igen

Jeg tænker, det er muligt for dig at finde tilbage til alt det gode, du havde hos A. Men det kræver, du er opmærksom på, hvad det gode i et parforhold er: Nærvær, fortrolighed, tillid, kærlighed. Du kan jage det hos hende, som du to gange har vundet og forsøge en tredje gang – og så miste det igen, når du falder tilbage i den gamle skure.

Eller du kan se dig omkring og søge en ny kvinde, som du kan bygge en god fremtid op sammen med. Du er blevet nogle erfaringer rigere, så jeg vil anbefale dig at bruge dem i et fremtidigt forhold. Jeg kan ikke anbefale at forsøge et nyt indbrud i det forhold, A nu er i.

Hjertesorg kan deles

Det er ikke rart at føle sig knust med hjertesorger, og måske har du brug for en person til at lytte til din sorg og hjælpe dig med at skue nyt håb i horisonten. Hvis du ikke har en ven eller anden fortrolig, kan du måske opsøge en terapeut, så du kan få vendt nogle af dine mange tanker og følelser.

Du kan måske hente flere input i vores tema om kærestesorg og finde artikler og svar under leksikonopslaget kærestesorg.

Jeg ønsker dig alt det bedste med kærligheden og med livet.

De kærligste hilsner
Else Ø. Andersen

Annoncer