Kære D
Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk. Det er godt, du søger råd.
Du fortæller, at du har fortrudt, at du og din kæreste slog op, efter han var taget på højskole. Du skriver, at I elsker hinanden, at I er tæt forbundet både i forhold til familie og geografisk, hvor I bor i samme område. Du skriver også, at andre omkring jer tror, at I vil finde sammen igen. Nu spørger du så her, om jeg tror, det er muligt, at I ender sammen igen.
Muligheder og udfordringer
Jeg tror, der er store chancer for, at I kan komme sammen igen, med det du fortæller. Jeg tænker, du har to udfordringer, som du må gøre noget ved.
Det første er, at du må fortælle ham, at du fortsat har alle de følelser for ham, og at du gerne vil, I skal blive sammen. Det andet er, at du er nødt til at gå på kompromis med mængden af samvær i den periode, han er på højskole. Måske er du nødt til at acceptere en slags pause, hvor I kun ringer sammen engang imellem (fx 2 gange om ugen) og ses én gang om måneden, mens han er væk. På den måde kan man sige, at jeres forhold er på vågeblus, men det er ikke slut. Hvis du kan gå med til sådan en løsning og ikke tænker sort/hvidt i forhold til, om I er sammen, kan du måske beholde din kæreste.
En øvelse i adskillelse
Du skal huske, at fire måneder er kort tid, og inden du ser dig om, er han hjemme hos dig igen. Du kan også betragte det som en god øvelse i adskillelse. De fleste par oplever gennem livet perioder, hvor de må undvære hinanden (soldatertid, arbejde langt fra hjemmet, rejser osv.), og så er det godt at vide, at det kan I holde til, for I har prøvet det, da din kæreste var på højskole.
Det er vigtigt, du får talt med ham hurtigt og får lavet en god aftale om mængden af kontakt, og så må du i denne periode koncentrere dig om dine veninder og din familie, mens han er væk.
Måske kan du få flere input ved at læse nogle artikler og svar i vores tema At finde den rigtige.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, I finder sammen igen.
Kærlig hilsen
Lise Berggren Smidt